Blufærdige børn

Jeg har fået den skønneste udfordring. For et par måneder siden startede mine de to mindste Jonathan (6) og Juliane (8) til svømning.

De er nogle værre vandhunde og da vi tilbragte uendelig mange timer i swimmingpools på vores sommerferie, besluttede vi os for, at de skulle lære at svømme ligesom den store af vores drenge Nicolai (12) havde lært.

De elsker det og heldige er de også, for deres svømmelærer er tilfældigvis vores søde nabo, så alt er en fest for dem.

Men, hvad jeg ikke troede jeg skulle opleve med dem, var at jeg har to meget blufærdige børn, som ikke er meget for at vise sig nøgen frem for fremmede i omklædningsrummet.

Det kommer lidt bag på mig, da mine børn sagtens kan rende rundt uden tøj på der- hjemme, når de har været i bad, uden at det rører dem, og da vores den ældste dreng Nicolai på ingen måde er blufærdig, havde jeg ikke tænkt tanken, at det var det jeg skulle opleve til deres første svømmetime.

Sjovt nok så er de begge to blufærdige og gør hinanden opmærksomme på det. De griner og pjatter når de skal klæde om. Specielt Jonathan synes det er lidt mærkeligt at klæde om hos pigerne, da han jo er en dreng.

Men jeg lader dem pjatte, fjolle og snakke højt om det, fordi jeg kan mærke det er den rigtige vej.

Da vi skulle afsted for 3. gang kommer det fra Jonathan: “Jeg vil ikke svømme”.

Førhen ville jeg tænke: “åh nej” og begynde at overtale ham og udspørge ham udfra en bekymring.

I dag ved jeg bare han har fuldstændig ret, og det eneste han har brug for, er at få kontrol og mærke at han kan få det som han ønsker det,

Jeg kan tydelig mærke mig selv og mit eget mindreværd komme i spil. Jeg har haft mega meget modstand på at få for meget opmærksomhed på min krop, og da jeg var ung havde jeg altid lange bluser på der gik ned om numsen, og har altid haft et håndklæde rundt om mig når jeg skulle klæde om offentligt.

Jeg var usikker som bare pokker og havde ingen omkring mig, der kunne vise mig vejen med at have det godt med min krop.

Derfor kender jeg følelsen at være splittet i min egen krop, og jeg ved i dag hvad der virker og ikke virker, når vi vil have at vores børn skal elske sig selv og have et naturligt forhold til deres krop.

Jeg er i dag død stolt af mig selv og min krop. Selvom min krop har ændret sig, at jeg har født 4 børn, ammet 3 børn og ikke længere er 20 år, så har jeg det faktisk bedre med mig selv end jeg nogensinde har haft det.

Jeg kunne godt blive bekymret for mine børn når de viser deres blufærdighed, når jeg nu ved hvad jeg selv har været igennem, men det er jeg ikke, for bekymring skader meget mere og gør os handlingslammede.

I stedet tænker jeg på, at skabe en god følelse og oplevelse i mine børn når de mærker blufærdighed. Selvom de viser en side af sig selv, som netop kunne give anledning til bekymring eller frustration i os voksne, så ved jeg, at den følelse kommer fra mig selv og at det er det jeg skal arbejde med.

Der er jo ingen grund til, at jeg ydermere får børnene til at føle sig forkerte ved at sige: “stop nu”, “det er noget pjat” eller nægter dem at gemme sig lidt bag mig. De skal til at lære hvordan man takler blufærdighed i en børnekrop, og det gør man bedst med fuld opbakning fra en voksen, der tør at kigge på sig selv.

Så vi fandt en løsning for Jonathan og han klæder nu selv om inde hos drengene, og han har 5 ting med ind i en pose (badebukser, håndklæde o.s.v) og så skal han bare selv huske at få 5 ting med ud igen.

Lad børnene være ok med at de vil have et håndklæde omkring sig, lad dem pjatte og fjolle omkring det, og arbejd så med din egen blufærdighed, dit selvværd og lær at elske din egen krop, så er du den bedste rollemodel for dine børn.

Har du lyst til at arbejde på at få et højt selvværd, så det er det du giver videre til dine børn og er du klar til at arbejde med dig selv og investere i dit familieliv, så du kan reagere hensigtsmæssigt når du møder udfordringer?

Er du interesseret i at høre hvordan jeg kan hjælpe dig? Så book en Gratis og uforpligtende samtale med mig.

Fill out my online form.
Online contact and registration forms from Wufoo.

Min søn fik meget tit skæld ud… jeg ønskede at blive en bedre mor

Det er svært at sætte ord på den udvikling, som jeg har været igennem sammen med Line og jeg ville ønske, at I kunne mærke hvordan, jeg havde det. Og endnu mere ville jeg ønske, at I kunne mærke hvordan, jeg har det i dag.

Jeg solgte min tøjbutik i Sverige, som jeg havde haft i fem år. Jeg pendlede frem og tilbage i de fem år og det betød, at jeg var væk hjemmefra rigtig mange timer hver dag. Så min mand tog de fleste beslutninger omkring vores to børn og vores hverdag, mens jeg knoklede for at få butikken til at løbe rundt. Butikken var som mit tredie barn og det var et kæmpe personligt nederlag, da jeg måtte give op og sælge den.

Jeg havde pludselig meget mere tid hjemme sammen med familien og det var der, at jeg begyndte “at føle mig selv” igen. Jeg har altid følt mig lidt forkert i rollen som mor og aldrig følt det som den mest naturlige ting i verden at være mor. Min søn, som er født i 2006, fik en svær start på livet og jeg havde fra start følelsen af, at jeg ikke elskede ham rigtigt.

Da jeg skrev til Line, var jeg nået til en skillevej. Enten skulle jeg have hjælp til at takle min hverdag og specielt mit meget anstrengte forhold til min søn, eller også ville han og hans lillesøster have det bedre uden mig. Jeg havde et stort ønske om, at blive en bedre mor for mine børn, men også en bedre partner for min mand.

Da jeg mødtes med Line første gang i Kolding, klikkede vi med det samme. Jeg må indrømme, at jeg gik ind i dette forløb med tanken om, at Line skulle ændre min søn, min datter og min mand, så vores hverdag kunne blive bedre. Men hun fik mig hurtigt på andre tanker og tak for det, Line! Det hele handlede nemlig om MIG og hvordan JEG havde det indeni. Line lærte mig, at børnene spejler sig i de voksne og hvis jeg har det godt, så har de det også godt.

Og nej, jeg havde det ikke godt! Inden i mig var total kaos og jeg følte en vrede, som jeg alt for ofte lod gå ud over specielt min søn. Line gav mig forskellige redskaber, som jeg efterhånden lærte at bruge med stor succes.

Min søn fik meget tit skæld ud, både hjemme og i skolen og han havde fået følelsen af “at han ikke passede ind i denne her verden og lige så godt kunne dø”, for nu at bruge hans egne ord. Han kunne finde på at spørge mig, om jeg ikke hellere ville have et andet barn end ham. Han følte sig simpelthen så forkert og uduelig og jeg var helt sikkert med til at forstærke den følelse i ham. I skal bare vide, hvor svært det er for mig at skrive det her og lige nu løber tårerne ned af kinderne på mig.

Jeg kunne mærke og se, at min søn nærmest var bange for mig og bange for min reaktion, når han f.eks. væltede et glas mælk eller tissede på toiletbrættet. Med enkle redskaber, som for eksempel at bruge ordet pyt og sige pyt med det i stedet for at skælde ud, kunne jeg mærke, hvordan han blev mere rolig og sikker på sig selv.

Og ved I hvad – med tiden blev der færre og færre situationer, hvor jeg benyttede mig af pyt med det. Hvis han i dag vælter et glas mælk ned over tallerkenen med den lækre aftensmad, så får han ingen reaktion fra min side, andet end at han får en ny tallerken. Det er utrolig svært at skælde ud, når man først har sagt pyt med det!!!

Vi voksne tror, at vi ved bedst! Vi vil bestemme alt for vores børn og de får sjældent en chance for at mærke efter, hvad de vil eller hvad der føles godt for dem. Jeg bestemte alt for min søn – hvornår han var træt, hvornår han frøs, hvornår han var mæt osv. Line har lært mig at slippe kontrollen og i dag kan min søn mærke sig selv så meget, at han selv siger, når han har brug for en ekstra trøje eller gerne vil have en banan.

Det med bananen siger han som regel en time efter, at vi har spist aftensmad. Da jeg var gravid første gang, læste jeg frygtelig mange bøger om børn og deres opdragelse. Blandt andet læste jeg, at man ikke skulle give børn mad efter aftensmaden, for det blev hurtigt en dårlig vane. Line spurgte mig, om jeg nogensinde havde mærket efter indeni, hvad jeg egentlig synes om det. Det havde jeg aldrig gjort, men fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde noget imod at give min søn f.eks. en banan eller et æble inden sengetid. Det føltes godt og helt rigtigt for mig at give mit barn sund mad, også efter aftensmaden.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler på, hvordan mit coaching forløb med Line har forandret mig og mit forhold til mine børn. Og selv om jeg ikke nævner min datter, som nu er fem år, så meget, så har min udvikling også haft en positiv effekt på hende. Da jeg havde beskrevet mine børn for Line, kan jeg huske præcis, hvad hun sagde til mig. Louise, det er ikke din søn, jeg er bekymret for. Han har sin egen vilje og udfordrer dig. Det er mere din datter, jeg er bekymret for!

Med den respons fra Line, fik jeg virkelig et nyt syn på min datter. Hun havde nemlig alt for mange gange overværet mine vredesudbrud mod min søn og havde så valgt at føje mig i alt. Hun gjorde akkurat, som jeg sagde, hun skal gøre og jeg synes, at hun var det nemmeste barn på jorden. I dag glæder jeg mig faktisk over, at hun ikke er så nem længere og kan være noget af en lille bisse.

På et tidspunkt i mit forløb, føltes det som om, at jeg havde “styr” på det med børnene. Men alligevel følte jeg mig ikke hel og selvom jeg havde det bedre, kunne jeg ikke sige højt, at jeg havde det godt og mene det fuldt ud. Min mand og jeg har haft store udfordringer i vores forhold, især de sidste to år, jeg havde butikken i Sverige. Vi har før gået i terapi sammen, hvilket hjalp lidt på det tidspunkt.

Jeg spurgte Line, om vi kunne snakke lidt om mit ægteskab, da jeg følte, at vi skulle hele vejen rundt, før jeg var hel. Jeg tror, at vi kvinder generelt har høje forventninger til vores mænd. Det havde jeg ihvertfald til min! Line sagde til mig: du kan ikke forvente dig noget, men du kan ønske dig det! Jeg må indrømme, at jeg tænkte, jamen skal jeg så lave det hele?! Og nej, selvfølgelig skal jeg ikke det, men jeg har skruet ned for forventningerne til min mand og det har fået mig til at se ham i et nyt lys.

Han er ikke længere en uduelig, doven skiderik, der kun er ude på at genere mig, men en selvstændig, stærk mand med egne meninger, der gør det så godt, han kan. Han er faktisk blevet den mand, som jeg forelskede mig i for 10 år siden og bedst af alt, så er han en helt og aldeles fantastisk og engageret far. Han gør tingene på sin måde og nej, hans måde er ikke dårligere end min, bare anderledes!

Der er ingen tvivl om, at hvis man skal opleve en forandring som min, så skal man ville det af hele sit hjerte! Jeg var så langt nede, at jeg var parat til at flytte fra mine børn for at “redde” dem. Heldigvis fandt jeg Line i stedet! Hun gav mig de nødvendige redskaber til at få det godt og jeg har nu en ro indeni, som jeg ikke har haft i rigtig mange år. Jeg bliver stadigvæk udfordret af mine børn og min mand, men jeg ved nu, hvordan jeg skal tage fat om følelsen og bruge den konstruktivt. Jeg lærer noget af at blive udfordret og selvom jeg nu kan sige, og ikke mindst føle, at jeg har det GODT, så er min læringsproces ikke slut her.

Det var meget svært for mig at erkende, at jeg ikke var den mor, jeg gerne ville være! Det forventes af os kvinder, at hvis der er noget, vi skal kunne, så er det at være mor! Jeg er i dag stolt over den mor, jeg er og min mand vil mig mere end nogensinde før. Jeg sidder med følelsen af, at alle fortjener at have det så godt, som jeg har det.

Men jeg havde ikke kunne gøre det uden min dejlige, fantastiske og positive coach, Line. Hun er et klogt menneske med en masse overskud og hun har været mit lys for enden af en meget lang tunnel! Jeg vil lige huske at skrive, at afstand ikke er en hindring for et godt coaching forløb. Jeg bor et sted på Sjælland og Line bor i Kolding, så vi har snakket sammen på Skype, bortset fra den første gang, hvor jeg besøgte Line i Kolding.

Jeg kunne blive ved og ved med at skrive, men vil nævne en sidste ting. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få det så godt, som jeg har det nu. Ikke før jeg mødte Line, ihvertfald! Og selv efter at jeg mødte Line, kunne jeg blive i tvivl. Men hvis jeg dog bare havde vidst dengang, hvad jeg ved nu! Og nej, det er ikke egoistisk, at ville have det godt, for du skal have det godt, før andre kan få det godt!!!

Så går du, som jeg gjorde, rundt med uro, stress, vrede og negativitet i kroppen, så skylder du dig selv, og ikke mindst dine børn, hvis du har det, at tage kontakt med Line. Det lyder så flot at skrive, at Line har reddet mig, men hun vil ihvertfald altid have en stor, blød lænestol at sidde i i mit hjerte!!!!

Du er en stjerne på jorden, Line

— Louise

Vil du også have en nem, sjov og nydelsesfuld hverdag med din familie – Er du klar til at arbejde med dig selv og investere i dit familieliv og SKAL DU MED PÅ EN REJSE?
Så ansøg om en Gratis og uforpligtende snak med mig lige her……

Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev HER

Fill out my online form.
Online contact and registration forms from Wufoo.

GÅ TUR MED UDFORDRINGER

Vil du vise dine børn nye veje?IMG_4208

Når vi har børn og en partner i vores liv, så kan hverdagen nogle gange virkelig føles som kaos, med alle de behov, der skal tilfredsstilles og de følelser man skal tage sig af. Men, sådan behøver det ikke at være.

Jeg fik en fantastisk ansøgning fra en kvinde, som så fint satte ord på det jeg kan.

Hun ville gerne have min hjælp til, at få filtret sine “kluddermor” og “kællingeknuder” op, da hun selv synes at det var svært at bevare overblikket, i ønsket om at være mønsterbryder og vise sine børn nye veje…

FEDT tænkte jeg bare…vi skal nemlig ville bryde nogle mønstre, når vi vil andre veje.

Jeg bryder også mønstre, normer, regler, overbevisninger, og mine egne grænser (dem som ikke længere fungerer for mig) hver dag, for at få det familieliv som jeg ønsker mig. Og jeg elsker mit familieliv i dag, fordi det gør mit liv som mor og partner så simpelt og lige til at gå til…..

GÅ TUR MED UDFORDRINGER
Jeg skulle hente min søn Jonathan (6) til fødselsdag, og jeg tog den ene kilometer, der var på gå ben, for at hente ham. Jonathans ven og de andre drenge fra klassen blev hentet i bil, som jeg også sagtens selv kunne finde på.

Men jeg havde brug for frisk luft og jeg glædede mig til at hente Jonathan. Han var dog ikke så varm på ideen om at gå hjem som mig.

Mor det er snyd, de andre bliver kørt
jeg gider ikke gå
jeg har ondt i benet
det klør på foden
og han haltede som om han havde forstuvet sin fod og var ved at vælte flere gange.

IMG_3922

 

 

 

 

 

Som jeg siger til mine kunder: “DET HANDLER ALDRIG OM BØRNENE, men om hvordan du opfatter situationen” og jeg har efterhånden så meget styr på mig selv, at det er nemt for mig at gennemskue, hvad det er jeg skal lære af situationen.

Jonathan ligner de fleste voksne. Når vi ikke får det som vi ønsker i øjeblikket, så har vi lynhurtigt fokus på det som ikke fungerer, og det er altså ikke særligt hensigtsmæssigt.

Jeg kan selv huske da jeg var barn og jeg ikke kunne finde ud af mine lektier, så fik jeg så ondt af mig selv, at jeg blev vred på min mor, når hun ikke kunne hjælpe mig på LIGE PRÆCIS den måde jeg ville have hjælp på, og de mønstre tog jeg med mig op gennem mit liv og videre i mit forhold og i rollen som mor.

Det var netop det mønster jeg har skulle bryde, og som jeg i dag har brudt. Det kan jeg se, fordi det ikke længere trigger mig at Jonathan spiller den samme rolle som jeg selv gjorde engang, og i dag kan jeg sagtens kan stå i det, og vide hvad jeg skal gøre.

Nu kender jeg jo Jonathan rigtig godt.
Jonathan er en dreng som elsker at røre sig, men sagtens kan sidde stille når noget er spændende. Men at bruge sin krop, det elsker ham.

Han er fysisk stærk og laver de vildeste saltoer og spring på trampolinen, og hvis han sidder på skødet af mig og der er musik i baggrunden, sidder han og trommer på mig med hænderne.

Han kan heller ikke sidde stille i skolen og er i konstant bevægelse, og når læren/pædagogen siger: “vi må vist hellere får dig lært at sidde stille” så siger han: “ja det må jeg så hellere få lært”. Men jeg tror hellere han vil lære og udforske sin krop endnu mere.

Så jeg ved lige hvordan, jeg skal vende energien igen for ham. Men det første jeg gør er, at mærke efter om jeg i det hele taget har lyst til at gøre det, altså at bryde min egen grænse og løfte energien.

Det havde jeg. Ikke for at gøre Jonathan glad, for det ville være hårdt arbejde for mig, hvis jeg udelukkende gjorde det for ham, for det var jo ikke sikkert, at han var klar til skiftet som jeg var.

Så jeg tog springet fordi jeg havde lyst og forslog ham, om han havde lyst til at danse hele vejen hjem. Han kiggede på mig som om jeg var blevet tosset, det er som regel et ret godt tegn til, at jeg er på rette vej.

Jonathan går jo i skole og er allerede påvirket af alle de regler og normer der er i vores samfund og på skolen, så selvfølglig undrer han sig når mor bryder alle de regler, der er for at gå en tur.

Vi skal gå to og to
Vi skal holde i hånden
Helst ikke for mange svinkeærinder
Rask tempo for vi har en deadline

Han siger undrende: “jamen vi har jo ikke noget musik”. Jeg fandt min telefon frem og satte noget dansemusik på, som jeg kunne lide og begyndte at små-danse og nynne med.

Hvis jeg rammer plet med at være mig selv og ikke spille en rolle for at få ham med, så lykkes det altid. Jeg lever mig ind i situationen, danser og er helt ok med, at der kommer tanker som “mon der er nogen der ser mig?”.

Jeg kigger lidt rundt. Jonathan er begyndt at danse lidt dog med lidt modstand. Han kan helt sikkert mærke at jeg er glad, for han kigger begejstret på mig og han vil være med, vi pjatter, fjoller og griner. Altsammen varer det nogle få minutter

Vi kigger begge bagud og der kommer en mand løbende. Vi kigger på hinanden, griner, og sætter begge i løb og inden længe var vi hjemme.

DU SKAL IKKE GØRE SOM MIG
……..men gøre som jeg siger, hvis du vil have en nemmere og sjovere hverdag.

Vores udfordring med børnene og familielivet opstår fordi vi er bange for at mærke os selv og hvis der noget vores børn kan få os til at mærke, så er det netop at mærke os selv.

Det kræver mod og styrke ikke at flygte fra det vi mærker, og ikke at lægge ansvaret over på vores børn og partner, når vi oplever udfordringer. Men det sker hele tiden, fordi det er sådan vi er opdraget.

For nogen virker det fuldstændig ulogisk at kigge på sig selv, når vi nu synes at det er børnene der er problemet eller udfordringen, men det kan komme til at koste dyrt, for mister vi os selv, er sandsynligheden for at miste dem vi elsker, lige så høj.

Vil du også være med til at gå i mod strømmen og være mønsterbryder og vise dine børn nye veje?
Vil du også lære at forstå dine børn, afkode dem, vil du udvikle dig sammen med dine børn og opleve at du kan løfte dig ud af de tungeste og mest trælse situationer?

Er du klar til at tage 100% ansvar for dit familieliv, slippe alt det der ikke længere tjener nogen af jer?

Vil du have min hjælp og støtte til at vise dine børn nye veje, så ansøg om en Gratis session her…

Fill out my online form.
Use Wufoo templates to make your own HTML forms.

Det har dit barn ikke brug for

For et par år siden, en skøn sommerdag, sad jeg og snakkede med et familiemedlem i min mor og fars kolonihavehus.

Vores samtaleemne var faldet på, om vi skulle gøre vores børn opmærksomme på, at der altid ville være noget der ikke var muligt for dem, eller om vi skulle støtte dem i at DU KAN HVAD DU VIL, som børnene jo allerede godt ved de kan, indtil vi lærer dem det modsatte.

Mit familiemedlem synes det var vigtigt at sige og gøre vores børn opmærksomme på, hvis der var noget børnene ikke kunne, altså ud fra hans synspunkt, og hans begrundelse var, at børnene ikke skulle lide unødvendige skuffelser.

Hvad vi gør er jo op til os selv, men jeg tænker at det værste vores børn kan opleve er, at deres EGNE forældre ikke engang tror på dem, og støtter dem i at leve sig selv fuldt ud.

Børn har ikke brug for at kigge igennem vores fedtede og duggede briller. De har brug for at høre “prøv det da af og se om det er noget for dig”. Eller undersøg og find ud af hvad der kræves, for at kunne det du gerne vil.

Så sig aldrig “JEG KAN IKKE” for så kan vi virkelig ikke.

Hvis du har børn der siger “JEG KAN IKKE” så støt dem i og sig “NEJ, SÅ KAN DU IKKE, DET HAR DU HELT RET I”, men hvis du virkelig VIL så sig, “JEG KAN”.

Se den skønne og inspirende Jennifer, der som lille fik af vide af hende adoptiv forældre, aldrig sig: “JEG KAN IKKE”. Jennifer har ingen ben, men ville være springgymnast.

Jeg vil IKKE i skole…

Min søn Jonathan (5) startede i 0.a her efter sommerferien. Skolen kender han godt og han havde gået i glidende overgang siden april. Men alligevel skulle det vise sig, at være noget helt andet at starte i 0.a. Jonathan er både en skøn krudtugle og en meget følsom gut og tager de ting på sig som de voksne siger. Det tror jeg nu alle børn gør. Nogen børn har bare et grovsorterings filter for det de alligevel ikke gider at høre på eller ikke betyder noget for dem.

Jonathan havde et par morgener han ikke ville i skole, så jeg ville jo gerne vide hvad der trykkede ham.

Så jeg stiller ham dette spørgsmål “Jonathan, hvad skal der til før det bliver sjovt at komme i skole igen?”

Til at starte med kom der alt mulig blandet snak ud af ham, og han kunne ikke helt selv mærke hvad det egentligt var der trykkede ham, og hvad der skulle til for at det blev sjovt.

Jeg slipper ham igen og lader det summe lidt i ham.

Da jeg om aftenen putter ham spørger jeg ham, hvad der har været det bedste ved dagen. Så siger han: “det kan jeg ikke huske.” Jeg tager det som, at han ikke kan udtrykke sig, fordi der er nogle andre tanker der blokerer i ham, han er lige et andet sted.

Så jeg stiller ham spørgsmålet: “hvad har været det værste ved dagen i dag?” Det kunne han mærke, for så siger han: “der er en dør oppe oven på, hvor Juliane går i skole, hvor man kommer hen, hvis man ikke kan opfører sig ordentligt, jeg vil gerne vise dig den i morgen”. Det aftaler vi.

Dagen efter tager han mig i hånden, og fører mig op til denne dør, som er lukket og på døren står der PALS. (PALS er en udviklingsmodel, som mange skoler har taget til sig. Målsætningerne for PALS er blandt andet at fremme den positive adfærd hos eleven ved at skabe et støttende læringsmiljø i skolen)

Da jeg læser på vores skoleintra om aftenen kan jeg læse, at de har snakket PALS i timerne og det er jo helt fint.

Men denne snak har manifesteret sig i Jonathan som en trussel. Mange børn ville nok slet ikke have opfanget det sådan, og nogen børn ville sikkert have syntes det var sjovt og lidt spændende med denne lukkede dør.

Men, Jonathan var blevet bange og det gjorde jo så, at han havde 2 valg.

Valg nr. 1, nemlig at han skulle leve op til normen: “at opføre sig ordenligt” som han sikkert ikke vidste hvad var, siden han hængte sig i at “opføre sig ordenligt”.

Vi har jo alle forskellige måder at se på verden, så at opføre sig ordenligt spænder jo meget meget bredt. Og så længe han ikke vidste hvor rammerne var i skolen “for at opføre sig ordenligt” så ville han jo være bange, for han havde jo ikke lyst til at havne i PALS´en.

Valg nr. 2 var så at blive hjemme, hvor han kendte rammerne og de meget få regler vi har her hos os, men som han er tryg ved.

Så jeg tog en kort snak med læreren i hans klasse og fortalte, at Jonathan var bange for PALS´en og allerede dagen efter ville han gerne i skole og kom glad hjem.

Det kræver så lidt og sjovt bliver det første rigtig, når vi vil handle på det der ikke er sjovt.

Jeg er ikke enig i at bruge trusler, for at få børn til at makke ret, fordi det gør intet godt. I stedet skulle vi fokusere på en nemmere og sjovere vej, der kommer alle tilgode i sidste ende. Men, jeg tror nu heller ikke det var udfordringen her. Det var mere en læring i, at vi alle opfatter sagte ting forskelligt og en opfordring til at blive bedre til at kommunikere med de Skønne Børn.

SKRIV DIG OP TIL MIT NYHEDSBREV OG LAD DIN UDVIKLING SAMMEN MED DIT BARN STARTE DER.

 

Dias71

 

 

 

Grænser og “kaos i bilen”

Vi bruger tid på transport og noget af det forgår i bilen, og for mange familier er det også her hvor vi bliver udfordret til grænsen. Når vi sidder tæt og kommer hinanden ved, kan vi virkelig lære noget om grænser.

Når børnene begynder at diskutere, små-skændes og højlydt pjatte på bagsædet, så er det helt normalt at de fleste voksne blander sig. Alle skal behandles godt og vi tolererer overhovedet ikke, at det kan gå lidt vildt for sig og der skal bare være ro.

Lige så snart vi blander os, så er vi en del af problemet og så ender det også med, at vi får vores tur ødelagt, over noget der faktisk kunne have været med til, at vi blev klogere på os selv og på børnene.

Børn er ikke sådan lige til at stoppe igen og specielt ikke i bilen. De kan mærke, at vi er fuldstændig handlingslammede, låste, og ikke ved hvordan vi skal takle situationen med tanken om, at vi har en meget lang tur foran os, og så er der lagt op til “kaos i bilen”.

Vi kæmper en brav kamp for at få børnene til at være stille og gerne hele vejen. Vi kontrollerer, manipulerer og lover børnene guld og grønne skove, hvis bare de kunne holde deres mund, så vi kan få noget ro i stedet for at se på hvad årsagen i virkeligheden er, siden vi ikke kan være i bilen alle sammen.

For mange er grænser noget tungt og ubehageligt noget og jeg kom også nemt til at være hård i mine grænsesætning og skælde ud, men jeg har også oplevet, at jeg ikke turde at sætte grænser i situationer, hvor jeg var bange for mine børn reaktioner.

Vores udfordringer opstår når vi glemmer, at der ligger et behov bag vores grænse, når vi handler ud fra kaos, og at vi så sætter grænser for vores børn i stedet for os selv.

Faktisk først når jeg lytter 100% uden at dømme, kan min børn mærke sig selv og pludselig finder min datter Juliane (7) ud af, at hun ikke kunne sidde stille fordi hun skal ud at tisse. Min søn Nicolai (10) kan mærke at han keder sig og det er derfor han fordriver tiden med at drille Juliane, eller min søn Jonathan (5) kan sætte ord på hvad han har brug for, nemlig ro.

Du kender det sikkert selv. Er der kaos i dig, så kan du ikke mærke dig selv, men hvis vi er bevidste om vores behov, så kan vi handle på det uden at det har noget med børnene at gøre på bagsædet.

Hvis du mærker at det ene barn har nået sin grænse inden du selv har nået din grænse. Så ville jeg sige

“Har du brug for hjælp”?

”Hvad har du brug for?

eller

”Hvordan vil du gerne have det”

Det er ikke sikkert du får et svar, men du har gjort dit barn opmærksom på, at det er ok at have behov som er alles RET.

Når det ikke lige går som jeg ønsker det, så er det fordi jeg bare vil have dem til at holde deres mund, for en hver pris. Og prisen kan godt være høj, fordi mærkeligt nok fortsætter mine børn med at udfordre mig resten af dagen, til jeg til sidst går træt i seng, med dårlig samvittighed og bekymringer.

Og det orker jeg simpelthen ikke mere…Hvad med dig?

Specielt børn der ikke kan mærke deres grænser kan skrue voldsom op for støjniveauet, og hvis vi så forhindre dem i at få lov til at mærke sig selv og deres behov, bliver det bare endnu værre.

Når vi kigger på dyrebørn der slås og leger synes vi det er så sødt, og vi ved godt det er vigtigt for deres overlevelse og de skal lære noget af det.

Sådan er det faktisk også for os mennesker, vi er bare ikke i livsfare, men mister vi forbindelsen for vores egne behov og grænser, mister vi også forbindelsen til os selv.

SKRIV DIG OP TIL MIT NYHEDSBREV OG LAD DIN UDVIKLING SAMMEN MED DIT BARN STARTE DER.

Dias65

Fra frygtelig til fantastisk afhentning

Jeg har ved at have deltaget i Lines gruppe ”mission højt selvværd” fået ændret situationen omkring afhentning af min ældste datter på knap 6 år, fra mildest talt frygtelig til helt fantastisk. En historie jeg meget gerne vil dele for at vise, hvordan meget små ændringer kan betyde en verden til forskel.

Min datter har, i de 5 år hvor hun har været en del af institutionslivet, kun få gange kommet løbende med åbne arme, når hun er blevet hentet af mig. Det har som regel været de gange, hvor der har været noget spændende i udsigt som legeaftale, gymnastikdag eller noget andet ikke-dagligdags-agtigt.

Hun har ofte reageret ved at løbe væk. Da hun som 2½-årig skifter fra dagpleje til vuggestue kun få måneder efter at være blevet storesøster eskalerer det til det ekstreme. En typisk afhentning imens jeg er på barsel foregår ved, at jeg kommer frisk og glad for at hente hende. Hun ser skyggen af mig og skriger ”DU SKAL IKKE KOMME OG HENTE MIG” hvorefter hun løber skrigende væk – så langt væk som muligt.

Det påvirker mig meget. I den barsel, hvor jeg ellers har mulighed for at hente hende tidligere end normalt skal jeg hver dag mande mig op til at hente min datter i vuggestuen. Jeg kæmper med følelsen af ikke at slå til som mor og blive dømt af personale og andre forældre, når jeg nærmest dagligt går ud af institutionen med en skrigende datter under armen. En datter, der kalder mig alverdens skændsels ord samtidig med at hun slår og sparker.

Da hun begynder i børnehave fortsætter det. Dog bliver der heldigvis perioder, hvor hun også gerne vil med hjem. Vi taler med hende om det. Hun giver udtryk for, at hun gerne vil være i børnehaven til den lukker, eller at hun kun vil med hjem når vi skal noget. Jeg taler med hende om, at jeg kommer og henter hende, fordi jeg gerne vil have hende med hjem og hygge – fordi jeg godt kan lide at være sammen med hende.

Jeg glæder mig sjældent til at hente hende. Jeg prøver nogle gange at tale med personalet, hvor jeg får forskellige reaktioner som f.eks.

  • Hun skal have det på den hårde måde (læs: jeg taler for meget med hende inden, at jeg bare tager hende under armen)
  • Ved ikke rigtig, hvad det betyder. Har ikke før set så voldsom en reaktion i så lange perioder.
  • Medlidenhed med mig. Det må være svært og jeg klarer det super flot. (kommentarer, der ofte er lige ved at få mig til at knække sammen)

Igennem forløbet i ”Mission højt selvværd” får jeg en indsigt i, hvordan jeg selv kan blive herre i mit eget liv og få det præcis som jeg gerne vil. I hente situationen prøver jeg ikke at lade mig påvirke af hendes reaktion. Jeg bliver ikke længere så vred og det lykkedes mig for det meste at få hende med, hvor hun selv går uden at råbe og skrige.

Min tanke omkring afhentningen er, at når hun starter i skole, så bliver det bedre. Men der går kun en uge inden, at jeg oplever en lignende situation i SFO’en. Jeg beslutter mig derfor for, at det ikke er sådan jeg ønsker mit liv. I en gruppesession bringer jeg derfor min udfordring op. En udfordring, som er meget følelsesladet for mig, da jeg føler mig som en dybt utilstrækkelig mor.

Line spørger meget direkte ind til, hvordan jeg præcis ønsker at hente-situationen skal foregå. Jeg ønsker at den skal foregå ved, at jeg hurtigt kan hente min store datter for derefter at hente min mindste datter. Min mindste datter, der altid kommer løbende, hvor det ikke kan gå hurtigt nok med at komme hjem.

Line spørger ind til, hvad vi foretager os når vi kommer hjem. Vi sætter os typisk sammen og ser lidt fjernsyn evt. med lidt frugt eller lign. på bordet. Ret overraskende for mig spørger Line, om det er det jeg har allermest lyst til, når jeg kommer hjem. Det har jeg aldrig tænkt over og mit svar bliver derfor lidt vævende – for hvad har jeg egentlig lyst til at lave, når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag?`

Imens dette prøver at falde på plads indeni mig taler vi om, at jeg skal give fuldstændig slip på hele afhentningen og bare sørge for, at jeg har det sjovt. Jeg skal droppe alle mine forventninger og ønske-ønske-ønske. Ved Lines prikken til mig bliver jeg opmærksom på, at jeg hver dag henter hende med en forventning om, at det bliver hårdt.

I den efterfølgende uge siger jeg næsten højtlydt til mig selv i bilen når jeg kører fra arbejdet: ”jeg forventer ingenting – jeg ønsker at det skal være nemt, nydelsesfuldt og sjovt”. Jeg smiler til mig selv i bakspejlet og siger: ”Det bliver nemt, nydelsesfuldt og sjovt”. En af de første dage i ugen får jeg en stærk reaktion fra hende. Hun råber til mig, at hun ikke gider med hjem. Personalet i SFO’en, som vi kun har kendt i få uger, løfter et øjenbryn og undres, for sådan kender de hende da ikke. Jeg siger roligt, da de tilbyder deres hjælp, at det lidt er et mønster, men hun nok skal komme – så tak men nej tak til hjælpen.

Hele tiden var min eneste tanke. JEG VIL HAVE DET SJOVT.

Jeg siger til hende, at jeg sammen med hendes lillesøster vil gå ud på legepladsen. Hun kommer når hun er klar. Solen skinnede, legepladsen var sjov, så det eneste vi kunne var at hygge os. Efter mindre end 10 min kommer storesøster ud med en pakket skoletaske på ryggen og erklærer, at hun er klar til at komme med hjem. Dog vil hun gerne lige have en tur rundt på legepladsen først. Uden yderligere spørgsmål eller kommentarer fra mig tager hun en runde på den sjove legeplads, hvor hun lige skal vise mig, hvad hun har lært. Jeg er stadig den dag i dag ikke klar over, om personalet har hjulpet hende på vej.

Jeg kan mærke, at jeg inde i mig selv skal arbejde med, hvad de ”nye” pædagoger tænker om mig. Dømmer de mig, fordi jeg ikke tog kampen med min datter, men lod hende ”styre” begivenhederne. Jeg arbejder inde i mig selv og giver langsomt slip på tanken, da jeg igennem ”Mission højt selvværd” har lært, at jeg har en historie, som jeg skal give slip på. Min historie her fortæller mig, at det er forkert at lade børn bestemme – at de voksne altid har ret. Jeg arbejder et par dage inde i mig selv med at give slip og bliver tryg i, at personalet har ret til at have deres tanker. De har deres historie, som de selv har ansvaret for at arbejde med og i øvrigt, så ved jeg ikke hvad de tænker.

Denne dag har vist sig at være den sidste, hvor hun har skubbet mig helt fra sig når jeg er kommet. Ganske få gange har hun ikke lige haft tid til at komme med, men det er foregået helt udramatisk, hvor hun lige har gjort det færdigt, som hun har været i gang med. Langt de fleste gange får jeg en kæmpe krammer og hun pakker det sammen hun er i gang med. Jeg får ikke altid tid til at snakke med de voksne, fordi hun har travlt med at komme af sted. FANTASTISK.

Det forunderlige er, at det hele er blevet fantastisk udelukkende ved, at jeg har ændret mine tanker og ikke længere placerer min datter i kassen: ”umulig opførsel” eller ”det er også fordi hun ikke kan lide at blive afbrudt” eller ”hun er særligt sensitiv, så hun er dårlig til forandringer”.

Line er ofte i mine tanker og hver gang bringer det et smil på mine læber.

For andre, der ønsker at få en sjovere og mere nydelsesfuld hverdag kan jeg kun anbefale at reparere på sig selv ved at melde sig til ”Mission højt selvværd”. Der er garanti for, at det hele kører mere smurt bagefter.

”JEG VIL HA` EN IS” og forstår dit barn ikke et NEJ….? 

IMG_3252”JEG VIL HA´  EN IS” Den sætning har du sikkert allerede hørt mange gange fra dit barn, selvom vi kun lige er startet på sommeren.

Og måske trigger sætningen dig lidt, eller måske er det at sige NEJ det nemmeste i verden for dig.

Hvis dit barn ikke forstår det NEJ du giver…så formoder jeg at du bliver trigget af sætningen og har svært ved at sige NEJ.

Børn ved hvad de vil ha´ og ender det med skrig og skrål når du siger NEJ? Og synes du det er anstrengende når de bare ikke kan forstå et NEJ uden alt det der skaberi?

Så er det måske fordi du ikke helt har forstået, hvad det er dit barn gerne vil lære dig, så du slipper for at ende i denne drænende situation igen og igen.

Jeg er på ingen måde en der fortæller hvad du SKAL gøre, for jeg tror ikke på, at der kun findes EN løsning til hver udfordring vi får. Hvis jeg skal hjælpe dig ind til sagens kerne, om hvorfor dit barn ikke forstår et NEJ, så skal jeg snakke med dig, for DU er løsningen.

Vi er så forskellige og relationen mellem dig og dit barn er helt unik, og derfor skal du måske ikke gøre som naboen, veninden eller eksperten gør, når de skal løse en udfordring.

Så det ville bare være endnu en SKAL OG BURDE ting jeg ville fylde på dig, hvis jeg fortalte dig hvad du skulle gøre, uden at jeg kender bare lidt til dig.

Du kan sagtens hente inspiration fra andre, men allerbedst ville det være, hvis du tog den læring til dig, der lå i den konkrete situation, for så lærer du nemlig noget om dig SELV og får samtidig en forståelse for dit barn. Så slipper du også for at gentage den samme udfordring igen og igen og blive frustreret over, at andres løsninger ikke altid løser dit problem.

Jeg kender alle følelser… sorg, vrede, irritation, afmagt og frustrationer, der hænger sammen med det, at børnene ikke forstår et NEJ og måske græder højlydt og smider sig på gulvet i ren arrigskab.

Hvis vi tør at se anderledes på situationen og vende børneopdragelsen lidt på hovedet og kigge ind i os selv, så ser vi, og får vi, en helt anden forståelse for barnets reaktion.

Det er nemlig sådan… at kan du sige NEJ med ro i maven, så accepterer barnet dit NEJ…:-)

Men har du svært ved at have ro i maven, så handler det om dig, og barnets reaktion bliver derefter.

Forstil dig at dit barn har haft tankerne på denne lækre is, og set sig selv sidde i sofaen og hygge sig med en is i hånden. Barnet ved at der er is i fryseren og har hørt mors/fars stemme for sig: ”at når det er varmt og solen skinner, så skal vi have en masse is”. Forventningerne er skruet op, glæden og smagen er lige om hjørnet, når i træder ind af døren derhjemme.

Den følelse og stemning barnet har fået skabt i sig selv, ved at se sig selv med isen i hånden, bliver så stærk for barnet, at det til sidst bliver virkeligt for barnet, og disse tanker og følelser kan skabes på et split sekund i børnene.

Du har sikkert prøvet det selv…og når dit ønske så ikke er blevet indfriet, så har du sikkert også mærket en sorg over, at ønsket ikke blev indfriet.

Så barnet har brug for en forældre, der har ro i maven, og en der har forståelse for situationen. Så aftager sorgen (smerten over den manglende is) og så kan børnene bedre være i sig selv og begynde at lukke verden ind igen og forstå mor´s NEJ, og så lærer vi dem at tackle sorgen ved et NEJ på en hensigtsmæssig måde.

Ikke mange forældre har lært, at se den ”lille sorg” som en naturlig del af det at være menneske i gennem deres egen opdragelse. De har derimod lært at lukke ned og gemme sorgen væk, fordi den gør ondt, så derfor kan det være svært at rumme barnets ” lille sorg” med gråd, men derfor endnu vigtigere er det at lære, hvis vi ikke skal give bolden videre til vores børn.

Nogen gange har vi bare brug for at se på vores børn med andre øjne, for at forstå børnene. Når vi gør det, så har børnene ikke i så høj grad brug for at skære det hele ud i pap for os, ved at skrue op for følelsen….sorgen, frustration og vreden. Men, kan du tackle sorgen og vreden selv, så bliver det med tiden en mere hensigtsmæssig reaktion, der kommer fra barnet.

Sorg er lige så normal en følelse som glæde og kommer nogen gange til os i forklædning af en frustration over, at barnet ikke må få en is.

 

 

SLIP DEN DÅRLIGE SAMVITTIGHED

DSC_0069Jeg har kun haft de skønneste og mest kompetente sundhedsplejersker til mine børn, men jeg har ikke altid været enig med dem.

Da jeg havde helt små børn så oplevede jeg rigtig tit, at jeg rendte rundt med dårlig samvittighed, både før og efter besøg fra sundhedsplejersken, og jeg følte at jeg skulle forsvare mig selv og mine børn. Jeg følte mig sjældent god nok i hendes selskab, for hun var jo en fagperson.

Jeg ved jo godt, at hun gjorde sit arbejde på bedste vis. Men der var bare så meget jeg skulle gøre, og jeg følte mig presset til at leve indenfor normen og det perfekte familieliv.

I dag bruger jeg slet ikke kræfter på at skulle forsvare mig og børnene. I dag ved jeg bare, at INGEN ved hvad der er rigtig for mig, og kun mine børn ved hvad der er rigtig for dem. Jeg kigger på resultaterne og er jeg tilfreds, så finder jeg ro med det og er jeg ikke, så ændrer jeg det med det samme.

Der er ikke nogen perfekt måde at være en god forældre på. Vi er alle forskellige, har forskellige udfordringer, kompetencer, ambitioner og baggrund, og børnene er lige så forskellige, så ingen burde, eller vi burde ikke lade andre fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv.

Nu har jeg været afsted med min datter Juliane (7) til sundhedsplejeske og jeg lagde virkelig mærke til, at alle de spørgsmål der blev stillet, det var alle frygtbaserede spørgsmål. Får dit barn dyrket motion nok? Og hvor mange timer? Hvad får hun at spise? Er det sundt? Hvor meget tid bruger hun på medier (computer, tv, iPad,)? Man kan næsten få helt sved i hænderne, om man nu er god nok, og om man nu lever op til kravene for en god forældre.

Vores sundhedsplejerske studsede over, at jeg havde skrevet 2 timer på til medier hver dag og hun synes det var ALT for meget. Mine børn er glade børn, de trives, viser følelser, udfordrer mig, er nysgerrige, motorisk med, kærlige og empatiske og deltager i næsten alt af lyst.

Under samtalen og de små test var Sundhedsplejersken imponeret over Julianes reaktionsevne og hendes motorik, men hun var bekymret for om 2 timer på medier ikke var for meget, i forhold til om hun nu ikke blev for passiv.

Det hænger ikke sammen i min verden, når Juliane faktisk er super velfungerende motorisk og har det rigtig godt.

Så hvis jeg skal prikke lidt til jer, så handler det sjældent om hvor meget tid de bruger på medier, deres kost eller motion, men mere om; TRIVES DU? OG ER DU TILFREDS I DIN HVERDAG? og har i det ellers godt?

Mellem dig og mig, så har Juliane udviklet sin hurtige reaktionsevne ved at spille Subway Surfers på sin iPad og derfor var hun hurtigere til at reagere, end sundhedsplejersken kunne følge med til…smiler.

At vi måske har brug for lidt hjælp, til at se hvordan det så er vi gerne vil leve og være sammen med vores børn, handler jo bare om, at vi ikke selv har lært at stole og tro på, at vi kan få det FULDSTÆNDIGT som vi ønsker det, og så bliver vi usikre når vi møder autoriteter og fagfolk.

Kig på jeres børn, har dit barn det godt, så glem alt om hvad du får at vide du skal gøre.

Hvis vi ønsker at ændre noget, så skal det ikke være ud fra frygt og hvad andre mener der er rigtigt, for det gør os usikre og giver os dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed fordi vi ikke er os selv tro.