PINLIG OPFØRSEL og vejen til overskud…

Dias66Min store dreng  Nicolai (10) kan udfordre mig for vildt og nogen gange bliver jeg pinlig berørt over hans opførsel. Men, han hjælper mig også til at se de ting jeg skal slippe, så jeg kan få det godt og få en dybere forståelse af, hvem jeg er nu og hvem jeg så vil være.

Det bankede på døren og en veninde ville spørge om Nicolai kunne lege.

Nicolai trak lidt på stemmen, men han kunne alligevel ikke helt lade være med at invitere hende ind. På vej ind på hans værelse siger han til veninden, som går lige bag efter: ”jeg skal lige se denne her tegnefilm færdig”.  Og der kom et ok fra pigen.

Jeg kom ind på Nicolai`s værelse med lidt rent tøj og så at Nicolai lå i sækkestolen og så tv, og hans veninde stod op bagved. Hun kiggede væk da jeg kom ind og så alligevel kiggede hun på mig, som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre.

Så startede mit indre sludre sjatol ellers, skal jeg love for.

Og hvis jeg ikke havde haft min opmærksomhed på at Nicolai er min læremester, så var disse ord røget ud af mig, men det gjorde de heldigvis ikke.

”Ej Nicolai nu har du inviteret gæster ind og så ligger du bare der.”

”Det kan du da ikke være bekendt.”

”Det ender da med at der ikke er nogen, der gider at lege med dig.”

”Skrub nu ud i haven og leg.”

Nicolai lignede en veninde jeg havde haft som barn, som ofte gjorde mig ked af det. En veninde der turde at sætte sig selv forrest, og kunne drømme sig helt væk i sin egen verden og glemme, at hun faktisk legede med mig.

Jeg kan huske at jeg elskede at lege med hende, men at jeg blev ked af det og synes det var lidt mærkeligt, at når jeg snakkede med hende så svarede hun mig ikke, fordi hun lige havde brug for at gøre noget for sig selv.

Så da jeg så Nicolai´s veninde stå der, kunne jeg mærke, at jeg kunne sætte mig fuldstændig ind i hendes sted. Følelsen af ikke at vide hvad man skal gøre ved sig selv.

Som barn dengang jeg legede med min veninde sad jeg troligt og ventede på, at min veninde var klar til at lege igen. Jeg satte mine egne ønsker og behov til side, fordi jeg var bange for at være egoistisk, fordi jeg ikke ville miste hende. Hun var jo bare et spejl til mig om, at skrue op for den egoistiske side af mig, men det gjorde jeg ikke, for jeg var den pæne pige.

At være egoistisk var ikke lige noget jeg blev anerkendt for at praktisere i min familie og omgangskreds, der var faktisk en del skyld og skam forbundet med at sætte sig selv forrest.

Da jeg havde lagt tøjet på plads i skabet valgte jeg at sige højt til veninden: ”gider Nicolai ikke at lege lige nu?” Og et forsigtig ”nej det tror jeg ikke” kom ud af hendes mund.

”Hvad har du lyst til”?

Pause………

”Hmmm” kom der bare fra veninden, som om hun tænkte ”at kan jeg bare gøre hvad jeg har lyst til?”

Hvis du har lyst til at hoppe på trampolin med de andre børn i haven, så går du bare der ud.

Jeg synes ikke hun skulle tage hensyn til Nicolai og sidde og vente på ham. Og det synes hun så bestemt heller ikke selv, da hun blev mødt af mig, med muligheden for at gøre lige som hun havde lyst og ud på trampolinen var hun i en fart.

Det tog heller ikke Nicolai 5 minutter at få slukket tv’et, for så var han også ude på trampolinen, for han ville nødigt gå glip af alt det sjove, der foregik der.

For jer der ikke kender Nicolai, så er han en meget empatisk, kærlig, glad, omsorgsfuld og rummende dreng, som godt ved at han selv er den vigtigste person i hans liv.

At være egoistisk betyder ikke at vi er dårlige mennesker og at vi ønsker at skade andre, det betyder at vi tager vare på os selv og sætter andre fri til at gøre det samme.

Det er den største læring jeg har fået om vejen til overskud, som min søn har givet mig. Jeg kunne umuligt være så glad, have så meget energi, være så meget for mine børn, min mand, løfte energien, snakke og dele så meget med andre mennesker som jeg formår at gøre i dag, hvis jeg ikke var den mest egoistiske mor og kvinde på denne jord…smiler.

Så tag vare på dig selv, så du ikke forhindrer dine børn i at gøre det samme.

GIV DIT BARN LÆSELYSTEN IGEN…

Dias63I mandags da jeg var ude at holde foredrag om en nemmere og sjovere hverdag med børn, delte jeg en oplevelse med de skønne mødre, om hvordan jeg vendte læselysten for min søn til noget nemt og sjovt, og jeg fik lyst til at beskrive oplevelsen lidt mere detaljeret her på bloggen.

Jeg har en meget følsom dreng, Nicolai (10), som ikke er bange for at vise sine følelser og udtrykke sig.

Som de fleste andre børn så er der dage, hvor han ikke gider at læse. Men han gider altid, når det er sjovt.

I skolen er der så mange regler for, hvordan de skal læse og lære, men ikke alle børn passer ind i denne kasse.

Min søn hader at blive kritiseret og når vi retter på ham, så blokerer han bare fuldstændigt og der kommer ikke et ord ud af ham. Han bliver sur og siger: ”jeg kan aldrig gøre det godt nok.”

Denne aften hvor vi skulle læse, kom han glad ind og spurgte mig, om jeg ville høre ham læse højt, og det ville jeg selvfølgelig godt.

Han startede med at læse og gik i stå et par gange. Jeg sagde en sætning, nemlig: ”tror du at bogen er for svær?”, og så var helvede løs.

Nicolai: ”hvorfor skal voksne altid blande sig?”, ”hvorfor kan de ikke bare holde deres mund og lytte?” ”min lærer retter mig også hele tiden, jeg gider ikke læse højt mere.” ”Fra nu af læser jeg kun for mig selv, for der laver jeg aldrig fejl.”

Jeg kunne høre mig selv som barn. Dengang sagde jeg bare ikke noget. Jeg tænkte det bare, og brugte 30 år af mit liv på at føle, at jeg aldrig var god nok.

Personligt ved jeg, at som voksen så blander vi os kun, fordi vi vil det bedste for vores børn. Jeg ved også, at hvis vi har følelsen af ikke at slå til, så lærer vi ikke noget og så mister vi også lysten, til at vise verden hvem vi er.

Det var præcis sådan jeg havde det, og det ønskede jeg ikke at give videre til mine børn.

Det at være perfekt er ikke et mål i sig selv, for det er vi allerede. Men at udvikle os sammen og lære noget om os selv og hinanden kan virkelig gøre en forskel, når vi møder modstand fra vores børn.

Og det Nicolai ville lære mig var, at han ville ikke passe ind i denne kasse, han ville lære på sin helt egen måde.

Jeg kunne mærke at han havde modstand på at fejle, fordi det var der ikke plads til i skolen. Så jeg besluttede mig for at prøve mig frem.

Så i stedet for at vi skulle læse fejlfrit, så sagde jeg til Nicolai: ” vi kan ikke lære noget af at læse fejlfrit, men vi kan lære alt af at lave fejl.”

Jeg tog min telefon åbnede påmindelser app´en, plottede 5 punkter ind på en ny liste, og sagde til ham: ”Jeg vil kun læse med dig, hvis du som minimum laver 5 fejl, for ellers tror jeg simpelthen ikke du har lært noget af at læse i dag.”

”Ej Mor, mener du det?” Og der bredte sig et stort smil i hans ansigt.

Han læste og kom faktisk til at læse længere end det var meningen, bare fordi han ville finde ord han ikke kunne læse.

Og når der kom et ord han ikke kunne læse og som han havde brug for min hjælp til, så fik han en prik på telefonen som stod for en fejl, men, som nu i hans øjne, nu var noget godt.

Dagen efter kom han hjem fra skole og sagde til mig: ”Jeg har fortalt min lærer hvordan jeg gerne vil læse og så sagde hun bare, sådan kan man ikke lære at læse.”

Min kommentar til det var: ”Nicolai, vi behøver ikke at være enige med din lærer, det kan godt være du skal gøre det på én måde i skolen, men herhjemme gør vi det, som du føler er det rigtige for dig.”

Et tip for en nem og sjov hverdag er helt klart, at turde gøre noget andet end det normen siger vi skal, for børn passer sjældent ind i en kasse.

 

 

 

 

Feedback “Misssion højt selvværd”

Kære Line

Jeg har gennem de sidste mange uger forsøgt at skrive en feedback til dig. Hold nu op en proces jeg kom igennem. Hele mit liv har været igennem denne proces. Spændende og sikke en masse indsigter jeg har høstet mig:)

Håber du får en fornemmelse af min oplevelse af at være en del af Mission høj selvværd:)

Glæder mig som altid til at se dig og de andre kvinder igen:)

Knus

Det hele startede med at jeg tilfældigvis læste Lines blog. Allerede fra første indlæg var jeg solgt. Der var noget autentisk over Line som gjorde mig tryg og fascineret. Da jeg modtog et nyhedsbrev om mission højt selvværd var jeg ikke i tvivl om at jeg var nød til at tage chancen. Jeg måtte tage et bevidst valg, om at tage ansvar for mig selv og min situation.

Jeg kunne tydeligt mærke at dette kunne blive starten på noget meget vigtigt i mit liv. Nemlig mit liv. Jeg mærkede også en tristhed, ved tanken om ikke at sende en ansøgning. Jeg vidste at dette ville blive et vendepunkt i mit liv og for første gang i virkelig mange år sagde jeg ja til mig selv og sendte en ansøgning!

Inden Mission høj selvværd, oplevede jeg kun sjældent en ægte glædesfølelse og lykkerus anede jeg ikke fandtes. Jeg følte mig ikke god nok som mor, kone, arbejder, datter, søster, moster osv. Jeg var ofte ked af det og følte tit en meget tung energi. Særlig følelsen af ikke at være en god nok mor, gik mig rigtig meget på.

Jeg ønskede jo det allerbedste for mine børn, men følte ikke at det var mig der var det bedste. Mine børn viste mig tydeligt den mistrivsel der fandt sted inde i mig og det resulterede i at jeg fik det endnu værre med mig selv og bekræftede mig i troen om at jeg ikke var god nok. Jeg forsøgte altid at gøre det helt RIGTIGE. Alt hvad eksperterne skrev gjorde jeg.

Jeg var konstant på overarbejde for at gøre det RIGTIGE. Jeg var ekspert i at dunke mig selv i hovedet og havde total urimelige krav til mig selv. Alt hvad jeg gjorde var styret ud fra en følelse af frygt. En frygt for ikke at slå til, for at svigte mine børn og ødelægge dem. Det kæmpe overarbejde jeg havde givet mig selv, resulterede i at jeg ofte følte mig fraværende, trist og sur. Jeg oplevede at jeg kunne blive urimelig sur og bebrejde mine børn for min tilstand.

Netop det gjorde at jeg ikke levede op til min egen forestilling om hvordan en mor skulle være og det gav mig endnu mere dårlig samvittighed. Så min situation blev en ond spiral. Leve op til andres forventninger – mislykkes – ikke god nok – frygt – skam – skyldfølelse – ikke god nok – ikke god nok….

Jeg mindes tydeligt det første møde i Mission høj selvværd. Jeg var nervøs men havde besluttet mig for at gå 100 % ind i det med åben sind. Det var underligt at stå ansigt til ansigt med 6 fuldstændig fremmede kvinder. Line fik mig hurtigt til at føle mig tryg i situationen. Jeg kunne mærke Lines ærlighed og oprigtighed i hendes præsentation af sig selv og hendes intention for gruppen. Ligeledes var de andre kvinder oprigtige og ærlige. Det betød rigtig meget for min tryghed.

Da jeg kørte hjem efter det første møde følte jeg mig allerede forbundet med de andre kvinder. Det eneste jeg vidste om dem var hvad de hed, at de var gift og hvor mange børn de havde. Intet andet! Men alligevel følte jeg allerede der, at jeg kendte dem bedre end nogen af de nærmeste i mit liv. Jeg var havnet i et forum hvor der åbent blev talt om følelser og det var følelserne der var i fokus og ikke selve handlingerne.

Det super fede har været at selv om det er forskellige historier vi alle har i rygsækken, så er følelserne genkendelige for os alle. Det har gjort at jeg har fået vildt meget læring, ved bare at lytte til de andres historier og herigennem fået rigtig mange indsigter i mig selv. Denne gruppe af kvinder har fået mig til at føle at jeg er god nok med den rygsæk jeg bære på! Jeg har, på intet tidspunkt følt mig forkert i deres nærvær. Jeg oplever for første gang i mit liv at jeg er god nok i et forum. Bare ved at være mig. Den autentiske del af mig!

Der går ikke en dag uden at de 5 kvinder der er tilbage i gruppen er i mine tanker. Uden netop denne gruppe, tvivler jeg på at jeg var nået så langt som jeg er i dag. Ikke at sige, at der fortsat ikke er en masse at ”arbejde” på. For det er der. Det vil der være resten af mit liv, for udfordringerne vil fortsætte med at komme i forskellige forklædninger, men jeg VED nu at jeg har et valg! Jeg VED nu at jeg er 100% værd til at få et godt, glad og lykkeligt liv og jeg VED at det er muligt!

I forhold til den lykkerus jeg ikke vidste fandtes, inden jeg startede i gruppen Mission høj selvværd, har jeg flere gange oplevet siden første møde med de fantastiske kvinder. Jeg mindes særligt to gange. Begge gange har været efter et møde med gruppen.

Den ene gang, efter 3 møde, endte det med at jeg måtte holde ind på en resteplads, da tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Jeg blev gevaldig forskrækket, for jeg var ikke ked af det. Jeg følte mig lykkelig! Det kilede i hele kroppen på mig, og jeg indeholdte så meget tro og kærlighed. Til mig selv. Det var virkelig en syret oplevelse. Lykken er ikke længer noget der tilhører andre mennesker. Jeg har nappet mit stykke tilbage af den kage, mærker den, omfavner den og tillader den at være der. Uden frygt for at den bliver taget fra mig igen. For jeg VED nu at det er der ingen der kan, medmindre jeg tillader dem det.

Jeg kan til stadighed blive udfordret på den, men jeg har nu opskriften, så jeg, for det meste, får den vendt lynhurtigt. Hvis det er en af de tungere udfordringer, VED jeg også nu at jeg er værdig til at modtage den hjælp jeg VED jeg har brug for.

At tage ansvar for min egen situation og melde mig til Mission høj selvværd har været noget af det mest berigende i mit liv. Line har, på sin helt egen autentiske måde, fået mig til at tro på at ALT er muligt. Hvis blot jeg ønsker det og turde tag ansvar for mit eget liv. Line har givet mig modet til at have tillid til mig selv. Tilliden til at mine følelser og min intuition er min gps til at guide mig frem til det liv jeg ønsker mig.

Line har vist mig at det er okay at holde af sig selv og vælge sig selv til. Line har på en enorm kærlig og tryg måde guidet mig til det ståsted jeg har nu. Line har fået mig til at tro på at min sandhed er den rigtige for mig og at jeg selv vælger hvilken historie jeg tror på.

De bedste ord jeg kan bruge om Line er: AUTENTISK, UNIK, EMPATISK OG ÆRLIG! Jeg vil uden tvivl anbefale andre at give sig selv den gave, jeg har fået gennem dette forløb.

For at illustrere hvordan jeg havde det inden forløbet kan det siges sådan her:

Flere lag

Tygger mig igennem lag efter lag

Et efter et forsvinder de

Dog kun for at vende tilbage

Inden jeg er færdig er jeg blevet fed….

Eller til ingenting, da jeg kom til at spise mig selv!

Og for at illustrere hvordan jeg oplever min tilstand nu kan det siges sådan her:

Det stormer, bølgerne slås i strandkanten

Solen skinner, skyerne raser forbi

Jeg danser i sandet, griner, græder, skriger

Stormen gør sit indtag for at tage mig med ud i dybet

Jeg danser, griner, græder og skriger intenst

Intet vælter mig omkuld!

Jeg er i live

Jeg ejer livet

Jeg lever livet!

Tak til dig Line, for at du er som du er og at du gav mig den enestående mulighed for at være en del af dit projekt Mission høj selvværd. Tak for at du gav mig et selvværd! Du er enestående! – Tanja

Forløbet Tanja har været på finder du HER

# 5 Louise´s feedback

Da jeg skrev min ansøgning til Line i efteråret 2013, følte jeg, at hun var min chance for at få et bedre forhold til mine to børn. Specielt mit forhold til min søn på syv år var meget anstrengt og jeg havde følelsen af, at mine børn ville have det bedre uden mig. Jeg var altid sur og højtråbende og havde svært ved at styre mit temperament. Jeg var bare ikke den mor, jeg gerne ville være!

Jeg havde brug for en ny måde at se tingene på og det må man sige, at jeg har fået. Før havde jeg en følelse af afmagt og vrede indeni, som stort set er forsvundet nu. Jeg havde givet mig selv offerrollen og var generelt meget negativ og så mange begrænsninger, istedet for muligheder. Line har lært mig at mærke efter, hvad der er godt for mig og så gøre det. Hun har lært mig, at jeg ikke kan FORVENTE noget af andre, men jeg kan ØNSKE mig noget. Det har gjort at mine forventninger og krav til andre, f.eks. min mand og søn, er blevet mindre og det har lettet “presset” oppe i mit hovedet.

Line har lært mig at tage ansvar for mig selv. Før var jeg slem til at udskyde de svære ting, istedet for at tage fat i dem og få det overstået. Nu får jeg gjort tingene lidt efter lidt, men stresser ikke over det jeg ikke får gjort. I stedet accepterer jeg, at jeg ikke får gjort alt på en gang, men ved at tage ansvar får jeg det gjort, når jeg er klar. Jeg tager ansvar for mit eget liv og vil jeg ændre noget, så må jeg starte med mig selv først.

Line og jeg taler sammen over Skype hver anden uge (til at starte med hver uge) og det giver mig noget at arbejde med hver gang. Som regel fortæller jeg om ting i mit liv, som jeg synes er svære at håndtere og Line coacher mig og giver mig ideer og redskaber til at takle mine udfordringer. Hun er altid meget positiv og glad, hvilket giver mig ny energi og mod på at fortsætte mit livsændrende forløb. Line er god til at lytte, men giver mig også modstand og får mig til at tænke over tingene på en ny og mere positiv måde. Som regel aftaler vi, hvad jeg skal øve mig på til næste gang. Lige efter vores snak føler jeg mig helt tom oppe i hovedet, men altid glad og sådan lidt høj i humøret. Efter kort tid begynder tankerne at komme tilbage og jeg glæder mig til at afprøve de metoder, som vi har snakket om.

For at tage del i et forløb som det jeg går igennem, skal man først og fremmest ønske forandringer i sit liv. Og være klar til at vende vrangen ud på sig selv! Det kræver, at man er 100% ærlig, ikke bare over for Line, men også overfor sig selv. Selv om jeg hele tiden har troet på, at jeg kunne få et bedre liv, så er jeg alligevel overrasket over hvor mange forandringer, jeg har været igennem på så kort tid. Specielt mit forhold til mine børn har forandret sig drastisk. Jeg er blevet bedre til at lytte til deres behov og ikke hele tiden styrer dem, bare fordi at jeg som voksen tror, at jeg ved bedst. Det allerbedste er dog, at jeg kan mærke, at de kan lide deres “nye” mor og vi har langt færre konflikter end før.

Jeg ser på mit forløb som en process, hvor jeg øver mig på at blive en bedre mor, og vigtigst af alt, øver mig på blive den mor, som jeg gerne vil være. Som altid når man skal lære noget nyt, så kræver det, at man øver sig og med tiden bliver man så bedre og bedre. Og selvom man har en dårlig dag, hvor alt føles lidt svært, så skal man bare blive ved med at øve sig. I enkelte situationer falder jeg tilbage til den “gamle” mor, som er sur og højtråbende, fordi jeg glemmer at bruge de teknikker, som Line har lært mig. Men jeg kommer hurtigt tilbage på sporet igen og skubber den negative følelse væk.

Fremtiden ser lys ud og jeg glæder mig et fortryllende forår og en lysende sommer sammen med mine to små læremestre. Og de svære ting i mit liv som ligger forude, dem tager jeg ansvar for og får afviklet på bedst mulig måde.

Synes du, som jeg gjorde, at rollen som mor er svær og uoverskuelig, så kan jeg kun anbefale dig at tage kontakt til Line. Du fortjener det bedste liv sammen med dine børn og det hele starter med dig!!

 

 

 

Jeg bryder mig ikke om at de kigger…

Dias60

Spørgsmål fra en mor:

Jessica 7 år har netop meddelt, at hun IKKE vil til gymnastikopvisning i år. Hun siger, at hun ikke bryder  sig om især indmarchen, hvor hun ikke kan lade være med at smile og så føler hun at alle kigger på hende.

Når vi snakker videre, siger hun at hun ikke kigger på andre børn, men det er sådan hun føler og hun har ikke lyst til at være med.

Hun har været med siden hun var 2 år – hvert år.

Jeg tænker, at jeg står lidt med en udfordring – skal hun bakkes op i hendes beslutning, eller have et kærligt puf?

Hun har bedt mig informere farmand om (vi er skilt), at hun ikke har lyst til at være med, kun kigge på.

Jessica: ”Ja, mor jeg har tænkt over, om jeg fortryder, når alle de andre går ind, og det gør jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om den følelse, når alle kigger”.

”Til gymnastik er det også let at lave en lille fejl og det er pinligt, når andre ser det”.

(Brormand går på holdet ældre end hende og hendes bedste veninde går på samme hold, men tror ikke det har nogen betydning for hende i øvrigt…smil)

Til ridning er det anderledes, der elsker hun, når andre kigger på.

SVAR:

Jessica er en meget stærk pige.  Det kærlige puf består helt sikkert i, at lade hende træffe sin egen beslutning, at lade hende mærke sig selv og blive ok med det hun mærker. For hun mærker jo tydeligt, at det ikke er den form for opmærksomhed hun ønsker.

Når vi som forældre vil noget på vores børns vegne og mener, at det vores børn mærker, ikke er rigtigt for dem, er det ofte fordi vi tvivler på det vi selv mærker. Så lad din datter være et spejl til dig, om at tage dig selv og det du mærker 100% seriøst. Lad hende være din læremester, fordi hun tør godt stå ved sig selv og trække sig, når noget ikke føles rigtigt, selv om hun skal gå imod strømmen.

Når Jessica bruger det, at hun siger hun ikke vil kigges på, og at det er let at lave fejl, så er det for mig helt klart et billede på, at hun føler hun bliver set som forkert i miljøet hun er i (Gymnastikopvisning). Der er ikke noget i vejen med gymnastikklubben, og det handler for Jessica om hvordan hun modtager og hvad hun er til.

Hun gider ikke at være et sted, hvor fejl bliver set som forkert? Det er også tungt i mit system og jeg ville personligt også selv tage ansvar for det og gøre noget andet.

Jessica tager ansvar for sig selv ud fra det hun mærker og er faktisk meget modig, når hun viser sin sårbarhed og ærligt fortæller hvad hun ønsker. Noget vi voksne kunne lære rigtig meget af.

Kun mennesker som har et lavt selvværd bliver i det og indordner sig. Når vi begår såkaldte fejl, er det jo der vi lærer allermest om livet, og det ved Jessica godt, for det kan hun mærke, så hun ønsker ikke at være et sted, hvor ting skal være perfekte for det lærer vi ikke noget af, nærmere tværtimod. Vi får et lavt selvværd af det og bliver lige som andre, fordi vi er bange for at vise hvem vi i virkeligheden er og vil være.

Hvis du vil læse mere om, hvorfor jeg tror vi skal lade vores børn træffe deres egne beslutninger og samtidig være den voksne, der tager det overordnede ansvar, så kan du læse denne blog

http://skonneborn.dk/holder-du-dine-boern-fast/

VEJEN UD AF GENERTHED

IMG_2669Har du et genert barn og er du bange for, at det kommer til at påvirke dit barns fremtidsmuligheder?

Så skal du vide, at du kan gøre en kæmpe forskel for dit barn.

Vi bruger ordet genert, når vi ikke forstår hvorfor vores børn reagerer med at holde mund, trække sig, eller gemme sig bag ved os.

At være genert er IKKE noget vi behøver at være resten af vores liv. Det er en rolle vi tager på os for at beskytte os selv.

Når vi begynder at forstå, at det bare er en rolle vi spiller, fordi det giver os og vores børn det vi lige har brug for i øjeblikket, så bliver det også nemmere at slippe forestillingen om, at det er en forkert handling, eller der er noget uhensigtsmæssigt ved at være genert.

Der hvor det bliver uhensigtsmæssigt er, når det hæmmer børn og voksne i at leve det liv, som vi gerne vil og det kender jeg kun alt for godt.

Det bliver uhensigtsmæssigt i mine øjne, når vi holder os selv eller vores børn i denne rolle og bliver ved med at bekræfte vores børn, os selv og andre, at det er sådan vi er, for ingen er generte for altid og hele tiden.

Vi var hele familien til fest og jeg var den heldige, at få en kvinde og mor til  bords, hvor samtalen hurtigt faldt på børn.

Da alle børn var samlet over en leg sagde kvinden til hendes datter: ”Skal du ikke over og se, hvad de andre børn laver?”.

Datteren sagde ikke noget, men hendes kropsprog var tydeligt, hun trådte et skridt nærmere sin mor. Kvinden blev tydeligvis påvirket af datterens adfærd og sagde så: “Gå nu over og leg med de andre børn, nu vil vi voksne gerne sidde og snakke lidt.” Datteren fik nu tydeligvis endnu mere brug for at have kropskontakt med sin mor, og stod nu klisteret op af moderen.

Moderen fik brug for at bekræfte datterens adfærd til mig, ved at sige:”Ja, min datter er meget genert, og hun har ikke lyst til at være sammen med andre børn”.

Jeg kunne mærke hendes bekymring.

Og jeg kunne se hvor svært pigen havde ved at bryde ud af denne rolle, som moderen bekræftede hendes datter i, at hun var.

Da vi havde haft en god og åben snak forinden, kunne jeg ikke lade være med at sige til moderen:”Jeg tror ikke din datter er genert, jeg tror hun mangler at blive forstået i hendes adfærd”. ”Hun vil bare have dig til at anerkende hende for den hun også kan være, altså genert”.

Så i stedet for at presse hende over til de andre børn, tror jeg, at hvis du trækker hende endnu længere ind til dig, så vil hun føle sig set og forstået, og hun vil blive fyldt op af din ubetingede kærlighed.

Men det havde moderen svært ved, fordi hendes handling og ord udsprang fra, at hun var bange for at datteren gik glip af noget sammen med de andre børn. Det var vigtigere for moderen, at datteren ikke gik af det sociale.

Men børn skal have en tryghed for, at de er 100% elsket for alt hvad de er, også når de trækker kortet generthed.

Og bliver de ikke det, jaaa så skal børnene nok skrue op for den rolle, for at lære os forældre, at det at være genert, have brug for at trække sig, gemme sig bag sin mor, eller bare ikke sige noget, det også kan være en gave, med alle de indtryk og forskellige mennesker, vi møder på vores vej. Vi behøver ikke at forholde os til det hele på en gang, og specielt ikke før vi har forholdt os til os selv, og hvad det er vi har brug for.

Så vores fornemste opgave for os forældre, når vi har et genert barn, er ikke at bekræfte vores børn eller andre i at de er generte, men at fokusere på at give børnene det de har brug for.

Min datter Juliane (7)  har jeg også set som genert, men det er hun slet ikke. Hun passer bare på sig selv og spiller denne rolle, når hun kan mærke dem omkring hende har forventninger til hende, som hun på ingen måde ønsker at leve op til, eller når hun ikke helt kan finde ud af, hvad andre har af hensigt med hende.

Når Juliane viser sig fra den generte side, har det været utrolig vigtig for mig, ikke at bekræfte hende eller andre i, at sådan er hun bare. Men, nærmere at få øje på hvad der fik hende til at reagere med generthed.

Og i dag har jeg kunne se at det har gjort et kæmpe forskel i hendes liv. For hun kan i dag sagtens stille sig op ovre på vores grund og råbe: ”HEJ STEEN”, over på den anden side af vejen, til vores nabo når han er på vej ud med hunden.

Eller udspørge en af de håndværkere vi har haft i huset om hvad de hedder, hvor de bor, hvor de har lært at fuge og sætte skabe op. Og hvis de møder hende med accept og ikke forventer noget af hende, så slutter hun ofte af med at sige: ”Mads jeg synes faktisk du er sød”, til et vildt fremmed menneske.

Men, over for andre voksne tager hun stadig den generte rolle på sig, fordi hun simpelthen ikke kan mærke den voksnes autoritet, fordi den voksne også spiller en rolle, som hun lige skal have afkodet først.

Og hvor jeg kender det fra mig selv… Når jeg møder bestemte mennesker, så trækker jeg mig også, når jeg ikke ved hvor jeg har dem, eller hvad de vil med mig.

Førhen kunne jeg næsten blive helt usynlig, hvis det var det jeg havde brug for, og ofte fordi jeg ikke følte mig godt tilpas, med de mennesker og omgivelser jeg befandt mig i.

Der er ikke noget forkert i at være genert. Det kan faktisk godt være en befrielse nogen gange, både for børn og voksne, at kunne trække sig ind i ”sin hule” og ikke skulle være på hele tiden.

Så snak om noget andet i stedet for at bekræfte dig selv, dit barn og andre i, at dit barn er genert.

 

Går du i frygt over børnenes frygt?

IMG_1338Det er ikke særlig rart og det gør vildt ondt på os forældre, når frygten påvirker vores børn så de bliver bange og ikke fungerer ”helt normalt”.

Vi kan blive så bange, at vi vil gøre alt for at undgå, at vores børn kommer i kontakt med det der nu skræmmer dem, og skaber denne frygt.

Men for mig er det nærmest en umulig opgave, eller en opgave der kræver at jeg overvåger børnene konstant.

Jeg vil hellere give mine børn indsigt, og nogle redskaber til at kunne takle deres egne frygt, så de står stærkere den dag de skal stå på egne ben.

Frygt er en tilstand/følelse der vil fortælle os noget, der er noget vi skal lære, der er noget vigtigt på spil for os.

Vi kan ikke gå igennem livet uden at mærke frygten, og frygten er ikke noget vi skal gemme væk, for så kommer den bare til at fylde endnu mere i os og dermed også i børnene.

Jeg oplever selv frygten, både når det gælder alvorlig sygdom som kræft, som jeg har tæt inde på livet, at miste en af mine børn igen, at kaste mig ud i at blive selvstændig, ikke være god nok, ikke være elsket, blogge fordi jeg fik bund karakter i folkeskolen, og at stille mig op på scenen og fortælle helt autentisk hvad jeg har på hjertet, eller at skille mig så meget ud fra normen at når naboerne er samlet og siger til mig ”hvis vi gør det, så tænk lige hvad de andre naboer vil tænke”, hvor jeg kun kunne svarer: ”Nu lever jeg ikke mit liv efter hvad naboen tænker.” Så frygt er alle steder og vi skal gå igennem den, hvis vi virkelig vil opleve hvor fantastisk livet er…

Jeg taler altså af erfaring. Jeg har haft så meget frygt i mig, at jeg hellere ville dø end at mærke frygten, og i dag ser jeg frygten i øjnene hver dag og ved, at gennembruddet kommer lige bagefter.

Og nogen gange føles det næsten også sådan for børnene.

Min Jonathan (5) er kommet i den alder, hvor det er begyndt at gå op for ham, at der kan være store og skræmmende ting uden for de trygge rammer her i hjemmet og i børnehaven.

Han havde været ovre og lege med hans kammerat på gaden og kom pludselig hjem med kammeratens mor, som fortalte at drengene havde set en Youtube video med en uhyggelig baby i en barnevogn, som havde gjort Jonathan så bange at han ville hjem.

Og det skal jeg love for at han var blevet. Han var nærmest skræmt for sans og samling og videde ikke fra min side et øjeblik. Jeg kunne slet ikke kende ham.

Førhen ville jeg have tænkt:

  • Det er for dårligt, at der ligger så uhyggelige videoer på Youtube lige til at hente ned for børn.
  • Nu bliver jeg simpelthen nød til at tage den IPad fra ham, når han ikke kan tåle at se de videoer.
  • Eller tænke; har de da ikke styr på hvad børnene ser ovre hos Jonathans ven.

En strategi jeg brugte førhen, fordi den havde jeg hørt andre forældre bruge. Det gav mig en følelse af at kunne lægge skylden over på nogle andre, så jeg ikke selv skulle stå til regnskab for den frygt mine børn viste mig, fordi frygt var så ubeskrivelig en tung følelse for mig.

Eller

som jeg oplever at vi også kan finde på, nemlig at gøre vores børn til pyldrede og sarte børn og nærmest beder dem om at stoppe det pjat, for det er da ikke uhyggeligt. Ups, det har jeg hvis også prøvet af…smiler

Men alt det er bare yderligere frygt vi er med til at skabe i børnene, fordi frygt er blevet vores fjende, og noget der helst ikke må være i vores liv.

Ja, vores tanker kan nå at strække sig vidt og bredt, når vi selv går i frygt over børnenes frygt. Men det er meget normalt at gøre, fordi de fleste usikre forældre netop vælger denne strategi som de ser andre forældre bruge, og tror så at det er den eneste vej.

Hvis vi kan blive gode venner med frygten, så handler vi meget mere hensigtsmæssigt over for børnene efter dette venskab.

Så når vores guldklumper oplever at blive bange, er det kun en mulighed for os forældre til at kigge på vores egen frygt, så vi bedre kan rumme og håndtere børnenes frygt.

Efter Jonathan så videoen har jeg sovet på en madras ved Jonathans side et par nætter, og følger ham stadig ud på toilettet om aftenen. Så prøver jeg så godt jeg kan at svare på alle hans spørgsmål, ud fra hvordan jeg selv takler og er blevet gode venner med frygten. Jeg bruger mig selv og fortæller om min værste frygt, og at det er ok at være bange. Så min ro bliver et spejl til min søn om, at alt er fuldstændig som det skal være.

Jeg synes ikke det er vores opgave at fortælle vores børn, hvad der er for uhyggeligt for dem eller at holde dem væk fra alt det vi tror, der kan gøre dem bange. Det ved børnene kun selv og ofte først når de har oplevet frygten.

Men det er vores opgave at give børnene indsigter, redskaber og støtte dem i den proces at blive gode venner med frygten, og det gøres lettest hvis vi selv er gode venner med frygten.

Holder du dine børn fast…

Min store dreng Nicolai (10) ved hvad han vil og han er en kæmpe inspiration for mig. Jeg skal bare lære af hans måde at gå til tingene på. Men ofte har vi så meget modstand på at lære af børnene, måske fordi vi voksne altid tror vi ved, hvad der er rigtigt for vores børn. Men den modstand har jeg for længe siden lagt fra mig.

Det giver mig i dag friheden til at mærke mig selv, og hvad der er rigtig for mig, men også at kunne slippe mine børn, så de får lov til at handle på det, der føles rigtig for dem.

Mon ikke nogen af jer kender denne situation….

Når vi er på ferie har Nicolai og min mand tit taget en badminton kamp. Nicolai synes det er rigtig sjovt at spille badminton og han havde fået mod på, at prøve at spille en gang i ugen. Han havde faktisk ønsket sig det igennem længere tid. Men, jeg havde bare ikke handlet på det, da Nicolai har prøvet flere forskellige fritidsinteresser, som han ikke har holdt ved og det irriterede mig når han sprang fra igen, fordi jeg ikke synes han tog det seriøst.

Men, han insisterede på at prøve det, og det gjorde han så, og allerede 3. gang, så ville han ikke det mere.

Førhen ville jeg have stukket lidt til ham og sige: “jamen du har jo næste ikke prøvet det og hvordan kan du vurdere det på så kort tid”, “giv det nu en chance”. Når jeg nu skriver det her, kan jeg høre mine skønne forældres ord, da jeg gik til sport.
Mine forældres ord var blevet min sandhed, og det handlede jeg nu på og var ved at give videre til mine egne børn. Det var sådan min intuition blev sat ud af spil, da jeg var barn. Jeg kunne ikke stole på mig selv og det jeg mærkede.

Jeg blev bevidst om, at jeg handlede på mine forældres ord, og det blev så klart for mig: HVORDAN kan jeg vide hvad der er rigtig for Nicolai? Han er jo eksperten i sit liv og en inspiration i at prøve alle livets muligheder og justere, når det ikke føles som det helt rigtige. Men heldigvis er jeg blevet klogere på mig selv.

Jeg har brugt rigtig mange år på at holde mig selv fast i mange ting jeg ikke kunne lide, bla. andet jobs, fritidsinteresser (batminton), mænd, en lejlighed og venskaber, fordi jeg havde lært at jeg skulle give det en chance og så sad jeg bare fast i det i flere år, fordi jeg ikke tur at handle på min egen intuition, der gentagne gange havde fortalt mig: “LINE nu stopper du det du har gang, og gør noget andet”.

Da Nicolai klart meldte ud, at han ikke gad badminton alligevel, fordi de bare skulle slå til en bold, så var min eneste kommentar: “skat du ved hvad der er bedst for dig”. Med den kommentar var der kun åbnet op for hans kreativitet, og straks så han mulighederne igen. Jeg vil gerne prøve springgymnastik, for der kan jeg bruge hele min krop.

Når vi holder vores børn fast, er det måske noget vi har lært vi skal gøre, fordi vi tror det er rigtigt, men det behøver det ikke nødvendigvis at være. Med den bevidsthed er jeg selv meget bedre stillet, når jeg prøver nye mulighder af. Jeg slipper nemlig for at holde mig selv fast i situationer, der ikke giver mig det, jeg ønsker mig.

Når børn sladrer om hinanden og kommer op at tottes.

En af mine kunder havde denne specifikke udfordring med sine børn, som jeg tror rigtig mange kender og kan lære noget af.

Kvinden havde været væk et øjeblik og da hun kom tilbage, blev hun mødt af den mindste der siger: ”storebror har taget noget slik”.

Moderen kaldte på den ældste ved navn og han kom ud af værelset.

Men ikke for at snakke med moderen, men for at skubbe til den mindste så han tabte sin kop med rosiner, som så væltede ud på gulvet.

Og selvfølgelig græd den mindste så tårende trillede, og den store gik bare ind på værelset igen.

De fleste ville nok have taget den lille på armen og gået ind til den store, for at sætte ham på plads, fordi vi har lært og er opdraget til, at denne adfærd ikke skal tolereres.

…og nej børn skal selvfølgelig ikke rende rundt og skubbe til hinanden.

Men det ændrer ikke på, at det vi møder børnene med, får vi mere af.

Så oplever du, at dit barn er ude af sin kerne, så skal du selv møde barnet hvor du er, i din kerne, så du netop bliver en støtte og en vejviser, for den adfærd du ser som hensigtsmæssig.

Når vi først har valgt den strategi, at køre med på den samme bølge som denne dreng, altså at gå ud af vores egen kerne for at løse udfordringen, vil konflikten som regel ingen ende tage, og vi ender alle sammen med at sidde med følelsen af at være halv amputeret.

Det er ofte sådanne nogle situationer hvor vi ender med at  mærke følelser som magtesløshed og  usikkerhed, og tvivler på om vi gør det godt nok og kan ikke rigtig finde ud af, hvad vi skal gøre, for at gøre det godt igen.

Da kvinden spurgte mig, hvad hun skulle gøre, sagde jeg til hende:

Dias56

 

 

 

 

 

 

 

 

Børn nægter skyld når de er skamfyldte. Din ældste søn HAR forstået, at han har gjort noget, der måske ikke var helt rigtigt, og føler sig skamfyldt og det bliver meget tydeligt for ham, når din mindste søn fortæller det højt til dig og han så hører på det. Så den adfærd der kommer ud af ham ved at skubbe den mindste, er bare et tegn på, at han ikke vil tage skylden på sig, fordi han er skamfyldt.

Så der er ingen grund til at du gør noget lige i øjeblikket, men trøst den mindste, bare vær der for ham og lad ham græde ud.

Når han så er har grædt ud, så går du ind til den ældste lægger armen om ham og siger f.eks.

Det er ikke spor sjovt når lillebror sladrer.

Fokuser ikke så meget på hvad du siger, men mere på at du ikke ligger mere skyld ovenpå den skam, der fylder i din søn.

Så gør du ham både opmærksom på, at du godt ved han har taget noget slik, uden du siger det til ham. Dermed fremstår du autentisk, men du lægger ikke skyld på ham og fortæller, at det må han ikke for det er forkert, for så er du med til at skabe afstand mellem dig og din søn, og det er vel ikke det du ønsker? Samtidig giver du ham frie tøjler til at udtrykke sin frustration over lillebroren.

Din ældste søn skal mødes med forståelse, og når han så har sundet sig lidt og han selv er kommet der til hvor han har det godt, så kan du lige ridse dine regler op, for dine sønner er store nok til, at forstå at det er dit slik. Men gør det super kort, så du ikke keder dem med en lang forelæsning.

Et eksempel på den korte version: ”hvis i vil have slik så vil jeg have i spørger mig og ellers er der slik om fredagen.”

Da mine børn var mindre havde jeg slet ikke slik i huset, fordi jeg ville ikke spilde min energi og mit gode humør, på at rende og skælde ud og sætte den ene regel op efter den anden.

Børn er styret af deres lyst og ser muligheder alle vegne, og hvis de bliver ved med at tage uden at spørge om lov eller spørge til hudløshed, så er det fordi muligheden er tilstede. Kan du mærke det dræner dig, så tag ansvar for din egen energi og dit humør og lad måske huset være tømt for slik, til de forstår hvad der er dit og mit.

Drop nytårsforsæt…og realiser drømmene alligevel.

Et nytårsforsæt og et ønske, der virkelig rykker og som har ændret mig, til at være den mor jeg kun før kunne drømme om og som er så enkelt, simpelt og lige til, at jeg bare må dele det med dig…

Jeg henter min inspiration fra børnene og børn de vil have det godt. Når jeg har mod på at lære af børnenes måde at gøre tingene på, så får jeg faktisk succes med mine ønsker for året.

Spændt?…. så læs lige lidt videre. Provokeret? så vent med at læse det til ”du har det godt”.

Hvilken nytårsforsæt har du mon for i år?

Jeg haft nytårsforsæt som:

Jeg vil tabe mig

Jeg vil løbe noget mere

Jeg vil være en bedre mor

Jeg vil ikke være sur og skælde ud.

Jeg vil have mere tid til mig selv.

Jeg vil have mere kæreste tid med manden.

Jeg vil være selvstændig

Jeg vil spise sundere

Jeg vil omgives af meningsfulde og nærende relationer.

Jeg vil gøre en forskel for andre

Osv

Jeg opdagede, at selvom jeg kom i gang med mine ønsker for året, så holder det ikke ret længe. Så hoppede jeg lige i igen med begge ben og råbte, skældte ud, spiste for meget slik, end der var godt for mig, droppede drømmene om at gøre en forskel og irriterede mig igen over, at tingene i hjemmet ikke fungerede som jeg gerne ville have det til at fungere.

Jeg har haft de ønsker lige så længe som jeg husker, men først for 7 år siden begyndte de lige så stille at manifestere sig.

En tragisk hændelse og stor sorg skulle ændre mit liv, da jeg for 7 år siden mistede min datter Alberte. Da jeg var allerlængst nede, tænkte jeg dagligt på: hun må aldrig glemmes hun skal være min læremester og JEG VIL HAVE DET GODT, selvom jeg ikke troede det var muligt dengang.

Mit nytårsforsæt og ønske for det nye år, er det samme som jeg har haft de sidste mange år, og er det eneste ønske jeg har.

JEG VIL HAVE DET GODT

Og ud fra det udspringer og manifesterer jeg så alle mine ønsker og drømme for mit liv og min familie.

Stort ønske tænker du nok.

”At have det godt” er det fundamentale i alle nytårsforsæt og ønsker vi har. Når vi kigger på børnene og vi f.eks. ønsker, at vi bliver en gladere, kærligere og mere tålmodig mor og stoppe med at skælde ud, er det med det ene formål:

AT VI VIL HAVE DET GODT OG AT VORES BØRN SKAL HAVE DET GODT.

Så hvorfor ikke springe lige til sagens kerne.

Når fokus er på at vi vil have det godt hele tiden…

Så spiser vi det der er godt for os.

Vi snakker pænt til børnene, fordi det føles godt.

Vi kysser partneren selvom vi synes det er træls at han/hun ligger på sofaen og flader ud, men vi hæver os op over det og ved, at hvis vi vil have kærtegn, ja så starter det med at vi tager ansvar for vores egne behov.

Hvis vi mærker at vi har brug for at røre os, så løber vi en tur, eller det der lige føles godt i øjeblikket, fordi det føles godt.

Vi bruger ikke børnene til at holde os selv nede, og som undskyldning for ikke at gå efter det vi ønsker.

Det gjorde jeg selv i flere år, fordi jeg var bange for at handle og så var der ikke en bedre løsning, end at bilde mig selv ind, at fordi jeg har små børn så kan jeg ikke gøre det, jeg virkelig gerne vil.

For hvis vi gør det, så når vi ikke vores drømme, og det føles bestemt ikke godt ikke at nå dem på længere sigt.

Vi skal have det godt i nuet, hvis vi vil have det godt i fremtiden.

Og der er ikke nogen, der skal gøre noget for at jeg har det godt, hverken min mand eller mine børn og andre personer omkring mig, det er ene og alene mit ansvar.

Når det ikke føles godt, så er der kun en der kan tage vare på de følelser der dukker op, og det er os selv og så kan vi handle på dem.

Har du kun ET FOKUS nemlig ”AT DU VIL HAVE DET GODT”, så er det bare meget nemmere, og du får mange flere af dine drømme ført ud i livet end du kan forstille dig.

Når jeg tænker på den lille usikre mus jeg var før, og jeg dengang havde et ønske om at inspirere forældre og gøre en forskel, så føltes det som en umulighed, fordi min selvtillid og mit selvværd kunne ligge på et meget lille sted. Så jeg brugte mine ikke opnåede nytårsforsæt til at slå mig selv i hovedet med, og så fik jeg det endnu værre.

Men når jeg vælger at have det godt i det kaos og de udfordringer jeg møder, så er det som om selvværdet vokser og så er jeg hurtigt videre.

Det er hermed ikke sagt at jeg ikke kan falde i igen, men hvis jeg gør det så vender jeg straks fokus på at have det godt igen, som er mit eneste fokus. Når vi har det godt, så begynder vi at gøre ting vi elsker at gøre, og så får vi det endnu bedre og pludselig vil du opleve, at du bare har realiseret en af dine drømme.

Da det ikke lykkes for mig ”at have det godt”, til at starte med, fandt jeg ud af, at det var fordi jeg ikke følte mig ”god nok” til at få alt det jeg ønskede mig, og at jeg var opdraget af ”omgivelserne” til, at livet skal gøre ondt før det må gøre godt.

Men det behøver vi jo ikke at tro på…:-)

Vi må gerne komme nemt og nydelsesfuldt til vores nytårsforsæt og drømme. Vi har alle ret til et nemt og nydelsesfuldt familieliv.

Som en god veninde engang sagde til mig: ”nu har du det godt Line, og hvordan kan du få det endnu bedre?” Ret vildt at tænke på, at have det godt, fører til endnu mere godt.

Så selvom jeg har det fantastisk efter mit nytårs forsæt de sidste mange år, så vil jeg fortsat have det endnu bedre. Det slutter ikke og hvis jeg kan, kan du også, for det kræver ikke andet en at du beslutter dig for ”at du vil have det godt”…:-)