Fra frygtelig til fantastisk afhentning

Jeg har ved at have deltaget i Lines gruppe ”mission højt selvværd” fået ændret situationen omkring afhentning af min ældste datter på knap 6 år, fra mildest talt frygtelig til helt fantastisk. En historie jeg meget gerne vil dele for at vise, hvordan meget små ændringer kan betyde en verden til forskel.

Min datter har, i de 5 år hvor hun har været en del af institutionslivet, kun få gange kommet løbende med åbne arme, når hun er blevet hentet af mig. Det har som regel været de gange, hvor der har været noget spændende i udsigt som legeaftale, gymnastikdag eller noget andet ikke-dagligdags-agtigt.

Hun har ofte reageret ved at løbe væk. Da hun som 2½-årig skifter fra dagpleje til vuggestue kun få måneder efter at være blevet storesøster eskalerer det til det ekstreme. En typisk afhentning imens jeg er på barsel foregår ved, at jeg kommer frisk og glad for at hente hende. Hun ser skyggen af mig og skriger ”DU SKAL IKKE KOMME OG HENTE MIG” hvorefter hun løber skrigende væk – så langt væk som muligt.

Det påvirker mig meget. I den barsel, hvor jeg ellers har mulighed for at hente hende tidligere end normalt skal jeg hver dag mande mig op til at hente min datter i vuggestuen. Jeg kæmper med følelsen af ikke at slå til som mor og blive dømt af personale og andre forældre, når jeg nærmest dagligt går ud af institutionen med en skrigende datter under armen. En datter, der kalder mig alverdens skændsels ord samtidig med at hun slår og sparker.

Da hun begynder i børnehave fortsætter det. Dog bliver der heldigvis perioder, hvor hun også gerne vil med hjem. Vi taler med hende om det. Hun giver udtryk for, at hun gerne vil være i børnehaven til den lukker, eller at hun kun vil med hjem når vi skal noget. Jeg taler med hende om, at jeg kommer og henter hende, fordi jeg gerne vil have hende med hjem og hygge – fordi jeg godt kan lide at være sammen med hende.

Jeg glæder mig sjældent til at hente hende. Jeg prøver nogle gange at tale med personalet, hvor jeg får forskellige reaktioner som f.eks.

  • Hun skal have det på den hårde måde (læs: jeg taler for meget med hende inden, at jeg bare tager hende under armen)
  • Ved ikke rigtig, hvad det betyder. Har ikke før set så voldsom en reaktion i så lange perioder.
  • Medlidenhed med mig. Det må være svært og jeg klarer det super flot. (kommentarer, der ofte er lige ved at få mig til at knække sammen)

Igennem forløbet i ”Mission højt selvværd” får jeg en indsigt i, hvordan jeg selv kan blive herre i mit eget liv og få det præcis som jeg gerne vil. I hente situationen prøver jeg ikke at lade mig påvirke af hendes reaktion. Jeg bliver ikke længere så vred og det lykkedes mig for det meste at få hende med, hvor hun selv går uden at råbe og skrige.

Min tanke omkring afhentningen er, at når hun starter i skole, så bliver det bedre. Men der går kun en uge inden, at jeg oplever en lignende situation i SFO’en. Jeg beslutter mig derfor for, at det ikke er sådan jeg ønsker mit liv. I en gruppesession bringer jeg derfor min udfordring op. En udfordring, som er meget følelsesladet for mig, da jeg føler mig som en dybt utilstrækkelig mor.

Line spørger meget direkte ind til, hvordan jeg præcis ønsker at hente-situationen skal foregå. Jeg ønsker at den skal foregå ved, at jeg hurtigt kan hente min store datter for derefter at hente min mindste datter. Min mindste datter, der altid kommer løbende, hvor det ikke kan gå hurtigt nok med at komme hjem.

Line spørger ind til, hvad vi foretager os når vi kommer hjem. Vi sætter os typisk sammen og ser lidt fjernsyn evt. med lidt frugt eller lign. på bordet. Ret overraskende for mig spørger Line, om det er det jeg har allermest lyst til, når jeg kommer hjem. Det har jeg aldrig tænkt over og mit svar bliver derfor lidt vævende – for hvad har jeg egentlig lyst til at lave, når jeg kommer hjem efter en arbejdsdag?`

Imens dette prøver at falde på plads indeni mig taler vi om, at jeg skal give fuldstændig slip på hele afhentningen og bare sørge for, at jeg har det sjovt. Jeg skal droppe alle mine forventninger og ønske-ønske-ønske. Ved Lines prikken til mig bliver jeg opmærksom på, at jeg hver dag henter hende med en forventning om, at det bliver hårdt.

I den efterfølgende uge siger jeg næsten højtlydt til mig selv i bilen når jeg kører fra arbejdet: ”jeg forventer ingenting – jeg ønsker at det skal være nemt, nydelsesfuldt og sjovt”. Jeg smiler til mig selv i bakspejlet og siger: ”Det bliver nemt, nydelsesfuldt og sjovt”. En af de første dage i ugen får jeg en stærk reaktion fra hende. Hun råber til mig, at hun ikke gider med hjem. Personalet i SFO’en, som vi kun har kendt i få uger, løfter et øjenbryn og undres, for sådan kender de hende da ikke. Jeg siger roligt, da de tilbyder deres hjælp, at det lidt er et mønster, men hun nok skal komme – så tak men nej tak til hjælpen.

Hele tiden var min eneste tanke. JEG VIL HAVE DET SJOVT.

Jeg siger til hende, at jeg sammen med hendes lillesøster vil gå ud på legepladsen. Hun kommer når hun er klar. Solen skinnede, legepladsen var sjov, så det eneste vi kunne var at hygge os. Efter mindre end 10 min kommer storesøster ud med en pakket skoletaske på ryggen og erklærer, at hun er klar til at komme med hjem. Dog vil hun gerne lige have en tur rundt på legepladsen først. Uden yderligere spørgsmål eller kommentarer fra mig tager hun en runde på den sjove legeplads, hvor hun lige skal vise mig, hvad hun har lært. Jeg er stadig den dag i dag ikke klar over, om personalet har hjulpet hende på vej.

Jeg kan mærke, at jeg inde i mig selv skal arbejde med, hvad de ”nye” pædagoger tænker om mig. Dømmer de mig, fordi jeg ikke tog kampen med min datter, men lod hende ”styre” begivenhederne. Jeg arbejder inde i mig selv og giver langsomt slip på tanken, da jeg igennem ”Mission højt selvværd” har lært, at jeg har en historie, som jeg skal give slip på. Min historie her fortæller mig, at det er forkert at lade børn bestemme – at de voksne altid har ret. Jeg arbejder et par dage inde i mig selv med at give slip og bliver tryg i, at personalet har ret til at have deres tanker. De har deres historie, som de selv har ansvaret for at arbejde med og i øvrigt, så ved jeg ikke hvad de tænker.

Denne dag har vist sig at være den sidste, hvor hun har skubbet mig helt fra sig når jeg er kommet. Ganske få gange har hun ikke lige haft tid til at komme med, men det er foregået helt udramatisk, hvor hun lige har gjort det færdigt, som hun har været i gang med. Langt de fleste gange får jeg en kæmpe krammer og hun pakker det sammen hun er i gang med. Jeg får ikke altid tid til at snakke med de voksne, fordi hun har travlt med at komme af sted. FANTASTISK.

Det forunderlige er, at det hele er blevet fantastisk udelukkende ved, at jeg har ændret mine tanker og ikke længere placerer min datter i kassen: ”umulig opførsel” eller ”det er også fordi hun ikke kan lide at blive afbrudt” eller ”hun er særligt sensitiv, så hun er dårlig til forandringer”.

Line er ofte i mine tanker og hver gang bringer det et smil på mine læber.

For andre, der ønsker at få en sjovere og mere nydelsesfuld hverdag kan jeg kun anbefale at reparere på sig selv ved at melde sig til ”Mission højt selvværd”. Der er garanti for, at det hele kører mere smurt bagefter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *