Jeg vil IKKE i skole…

Min søn Jonathan (5) startede i 0.a her efter sommerferien. Skolen kender han godt og han havde gået i glidende overgang siden april. Men alligevel skulle det vise sig, at være noget helt andet at starte i 0.a. Jonathan er både en skøn krudtugle og en meget følsom gut og tager de ting på sig som de voksne siger. Det tror jeg nu alle børn gør. Nogen børn har bare et grovsorterings filter for det de alligevel ikke gider at høre på eller ikke betyder noget for dem.

Jonathan havde et par morgener han ikke ville i skole, så jeg ville jo gerne vide hvad der trykkede ham.

Så jeg stiller ham dette spørgsmål “Jonathan, hvad skal der til før det bliver sjovt at komme i skole igen?”

Til at starte med kom der alt mulig blandet snak ud af ham, og han kunne ikke helt selv mærke hvad det egentligt var der trykkede ham, og hvad der skulle til for at det blev sjovt.

Jeg slipper ham igen og lader det summe lidt i ham.

Da jeg om aftenen putter ham spørger jeg ham, hvad der har været det bedste ved dagen. Så siger han: “det kan jeg ikke huske.” Jeg tager det som, at han ikke kan udtrykke sig, fordi der er nogle andre tanker der blokerer i ham, han er lige et andet sted.

Så jeg stiller ham spørgsmålet: “hvad har været det værste ved dagen i dag?” Det kunne han mærke, for så siger han: “der er en dør oppe oven på, hvor Juliane går i skole, hvor man kommer hen, hvis man ikke kan opfører sig ordentligt, jeg vil gerne vise dig den i morgen”. Det aftaler vi.

Dagen efter tager han mig i hånden, og fører mig op til denne dør, som er lukket og på døren står der PALS. (PALS er en udviklingsmodel, som mange skoler har taget til sig. Målsætningerne for PALS er blandt andet at fremme den positive adfærd hos eleven ved at skabe et støttende læringsmiljø i skolen)

Da jeg læser på vores skoleintra om aftenen kan jeg læse, at de har snakket PALS i timerne og det er jo helt fint.

Men denne snak har manifesteret sig i Jonathan som en trussel. Mange børn ville nok slet ikke have opfanget det sådan, og nogen børn ville sikkert have syntes det var sjovt og lidt spændende med denne lukkede dør.

Men, Jonathan var blevet bange og det gjorde jo så, at han havde 2 valg.

Valg nr. 1, nemlig at han skulle leve op til normen: “at opføre sig ordenligt” som han sikkert ikke vidste hvad var, siden han hængte sig i at “opføre sig ordenligt”.

Vi har jo alle forskellige måder at se på verden, så at opføre sig ordenligt spænder jo meget meget bredt. Og så længe han ikke vidste hvor rammerne var i skolen “for at opføre sig ordenligt” så ville han jo være bange, for han havde jo ikke lyst til at havne i PALS´en.

Valg nr. 2 var så at blive hjemme, hvor han kendte rammerne og de meget få regler vi har her hos os, men som han er tryg ved.

Så jeg tog en kort snak med læreren i hans klasse og fortalte, at Jonathan var bange for PALS´en og allerede dagen efter ville han gerne i skole og kom glad hjem.

Det kræver så lidt og sjovt bliver det første rigtig, når vi vil handle på det der ikke er sjovt.

Jeg er ikke enig i at bruge trusler, for at få børn til at makke ret, fordi det gør intet godt. I stedet skulle vi fokusere på en nemmere og sjovere vej, der kommer alle tilgode i sidste ende. Men, jeg tror nu heller ikke det var udfordringen her. Det var mere en læring i, at vi alle opfatter sagte ting forskelligt og en opfordring til at blive bedre til at kommunikere med de Skønne Børn.

SKRIV DIG OP TIL MIT NYHEDSBREV OG LAD DIN UDVIKLING SAMMEN MED DIT BARN STARTE DER.

 

Dias71

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *