PINLIG OPFØRSEL og vejen til overskud…

Dias66Min store dreng  Nicolai (10) kan udfordre mig for vildt og nogen gange bliver jeg pinlig berørt over hans opførsel. Men, han hjælper mig også til at se de ting jeg skal slippe, så jeg kan få det godt og få en dybere forståelse af, hvem jeg er nu og hvem jeg så vil være.

Det bankede på døren og en veninde ville spørge om Nicolai kunne lege.

Nicolai trak lidt på stemmen, men han kunne alligevel ikke helt lade være med at invitere hende ind. På vej ind på hans værelse siger han til veninden, som går lige bag efter: ”jeg skal lige se denne her tegnefilm færdig”.  Og der kom et ok fra pigen.

Jeg kom ind på Nicolai`s værelse med lidt rent tøj og så at Nicolai lå i sækkestolen og så tv, og hans veninde stod op bagved. Hun kiggede væk da jeg kom ind og så alligevel kiggede hun på mig, som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre.

Så startede mit indre sludre sjatol ellers, skal jeg love for.

Og hvis jeg ikke havde haft min opmærksomhed på at Nicolai er min læremester, så var disse ord røget ud af mig, men det gjorde de heldigvis ikke.

”Ej Nicolai nu har du inviteret gæster ind og så ligger du bare der.”

”Det kan du da ikke være bekendt.”

”Det ender da med at der ikke er nogen, der gider at lege med dig.”

”Skrub nu ud i haven og leg.”

Nicolai lignede en veninde jeg havde haft som barn, som ofte gjorde mig ked af det. En veninde der turde at sætte sig selv forrest, og kunne drømme sig helt væk i sin egen verden og glemme, at hun faktisk legede med mig.

Jeg kan huske at jeg elskede at lege med hende, men at jeg blev ked af det og synes det var lidt mærkeligt, at når jeg snakkede med hende så svarede hun mig ikke, fordi hun lige havde brug for at gøre noget for sig selv.

Så da jeg så Nicolai´s veninde stå der, kunne jeg mærke, at jeg kunne sætte mig fuldstændig ind i hendes sted. Følelsen af ikke at vide hvad man skal gøre ved sig selv.

Som barn dengang jeg legede med min veninde sad jeg troligt og ventede på, at min veninde var klar til at lege igen. Jeg satte mine egne ønsker og behov til side, fordi jeg var bange for at være egoistisk, fordi jeg ikke ville miste hende. Hun var jo bare et spejl til mig om, at skrue op for den egoistiske side af mig, men det gjorde jeg ikke, for jeg var den pæne pige.

At være egoistisk var ikke lige noget jeg blev anerkendt for at praktisere i min familie og omgangskreds, der var faktisk en del skyld og skam forbundet med at sætte sig selv forrest.

Da jeg havde lagt tøjet på plads i skabet valgte jeg at sige højt til veninden: ”gider Nicolai ikke at lege lige nu?” Og et forsigtig ”nej det tror jeg ikke” kom ud af hendes mund.

”Hvad har du lyst til”?

Pause………

”Hmmm” kom der bare fra veninden, som om hun tænkte ”at kan jeg bare gøre hvad jeg har lyst til?”

Hvis du har lyst til at hoppe på trampolin med de andre børn i haven, så går du bare der ud.

Jeg synes ikke hun skulle tage hensyn til Nicolai og sidde og vente på ham. Og det synes hun så bestemt heller ikke selv, da hun blev mødt af mig, med muligheden for at gøre lige som hun havde lyst og ud på trampolinen var hun i en fart.

Det tog heller ikke Nicolai 5 minutter at få slukket tv’et, for så var han også ude på trampolinen, for han ville nødigt gå glip af alt det sjove, der foregik der.

For jer der ikke kender Nicolai, så er han en meget empatisk, kærlig, glad, omsorgsfuld og rummende dreng, som godt ved at han selv er den vigtigste person i hans liv.

At være egoistisk betyder ikke at vi er dårlige mennesker og at vi ønsker at skade andre, det betyder at vi tager vare på os selv og sætter andre fri til at gøre det samme.

Det er den største læring jeg har fået om vejen til overskud, som min søn har givet mig. Jeg kunne umuligt være så glad, have så meget energi, være så meget for mine børn, min mand, løfte energien, snakke og dele så meget med andre mennesker som jeg formår at gøre i dag, hvis jeg ikke var den mest egoistiske mor og kvinde på denne jord…smiler.

Så tag vare på dig selv, så du ikke forhindrer dine børn i at gøre det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *