TIINA`S BLOG

Jeg har svært ved at være menneske når jeg ikke har en base. Jeg farer omkring, rundt om mig selv. Jeg har ikke lært at være basen – og nu, med børn, er det det der forventes af mig. At jeg – helt alene – skal kunne være basen for mine unger.  Nu er det mig, der skal være den, som altid er der.

Det føles som et stort ansvar.

Det er en af grundene til, at jeg føler mig fanget i min livssituation lige nu. Jeg elsker friheden der kommer med, at en anden end mig, kan være min og familiens base – den der person, der er garant for, at det nok skal gå og at der er tænkt på det nødvendige. Så jeg, Tiina, kan rende ud og lege.

Mine børn har brug for mig i den rolle – og jeg har uendeligt svært ved at acceptere den. Jeg har ikke lyst til at påtage mig ansvaret, heller ikke selvom jeg godt ved, at det ER mig der er den.  Jeg gør alligevel hvad jeg kan for at undgå det tyngende ansvar af at være Voksen.

”Lille Tiina” vil bare gerne ud og lege, eller elskes for den hun er. Jeg husker min mor engang sagde til mig at jeg var umulig som barn. Især da jeg var mellem 5 og 7. Jeg hørte aldrig efter, gik mine egne veje, og var vel bare min egen.  Når jeg tænker over det, så havde jeg på det tidspunkt nok erfaring til, at det var ligegyldigt om jeg forsøgte at leve op til mine forældres forventninger eller om jeg bare gjorde som jeg havde lyst – resultatet var ca. det samme.  Så kunne jeg jo lige så godt bare gøre som det passede mig. Problemet var bare at jeg alligevel var fyldt med dårlig samvittighed – uden at ane hvad der blev forventet af mig. Jeg følte altid at jeg ikke gjorde nok, var god nok, sød nok, stille nok eller pæn nok. Jeg blev aldrig mødt som det barn jeg var.

”Lille Tiina” som nu nogle gange stikker næsen frem, er min offerrolle.  Den der hvor jeg sætter mig ned og forventer at en eller anden kommer og tager over. Problemet er bare, at det gør der ikke. Jeg ER den!

”Store Tiina” er min mere voksne side, selvom hun ikke er det helt. Men hun har en fast overbevisning om, at uanset hvad så klarer vi det. Hun har min nysgerrighed og min drivkraft. ”Jeg kan SELV!” – min trodsighed tror jeg også hun har i rigelige mængder  😉

Men det er den del af mig, der altid får ting til at ske, til at lykkes, til at sørge for at der bliver vasket tøj, og lavet noget spiseligt der minder om aftensmad.  Jo jo jeg kan godt lave mad, men det er bare ikke særligt vigtigt i mit system, og her er en faktor/udfordring hvor jeg virkeligt skal tage mig sammen og tænke på børnenes velvære og behov for en fornuftigt sammensat kost. Det lykkes som regel.

Det med ikke at være blevet mødt – det repræsenterer en udfordring for mig, en af dimensioner. Det er her jeg oftest har det svært med mine børn. Jeg føler stadig at jeg skal tilpasse mig og give mig, for at de kan få den plads de har behov for.  Jeg skal være anderledes og gøre vold på migselv og hvad jeg har lyst til – for at kunne møde dem, som de personer de er. Men, kan det virkeligt være rigtigt?

Som når den lille på 3 ikke gider i børnehave om morgenen, og jeg har travlt, for jeg skal nå et tog. Jeg ved godt, at jo mere fortravlet jeg virker, jo mindre har hun lyst til at samarbejde. Det eneste der hjælper er at jeg trækker vejret dybt, og så lytter til hvad hun siger.

Eller når hun insisterer på at vælge sit tøj selv, på trods af at jeg faktisk gjorde det aftenen før. Nogle gange er tiden bare så knap, at jeg må sige ”Du kan vælge i morgen, men nu vil jeg gerne have at du tager det jeg har valgt på!” – som regel godtager hun den deal.

Jeg tror, at den her proces for mig handler meget om bevidsthed.

2 tanker om "TIINA`S BLOG"

  1. Pingback: Be yourself! | Petals of a Dianthus

  2. Pingback: TIINA´S BLOG | Line Øskov Knudsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *